Bibliotek er græsk og betyder – boglager. Ikke et vildt sexet signal, det udsender, men alle, der som barn, har oplevet det forunderlige pludseligt at have så meget styr på bogstaverne og deres underlige kombinationsmuligheder, at det gav mening at finde en hel bog med den slags, er da fuldstændigt ligeglade med, hvad det hedder og betyder. Bare der er bøger…
I mit tidligere liv som lærer opererede jeg ofte efter devisen: Dansk er mange ting…ikke kun fordi man som dansklærer og klasselærer i timerne skulle finde tid og plads til alverdens forskellige aktiviteter, der ikke altid havde noget med dansk at gøre…og alligevel..men også fordi sproget kræver, at vi dyrker dets forskellige elementer: Grammatik, stavning, læseteknikker, genrer, formidling, anvendelse og brug. Læse og forstå det læste, anvendelse af det forståede…
I dag er et bibliotek mindst ligeså nuanceret. Det slog mig, da jeg forleden med stor fornøjelse besøgte Hjørring Bibliotek. Ligesom jeg i øvrigt nyder at besøge Hirtshals Bibliotek. Bare det at opleve rummet, lyst og lækkert med forskellige afsnit i hvert deres lys. Tak for det. Bøgerne var der, men der var så meget andet også…hyggelig og venlig betjening og vejledning var et af elementerne.
Jeg kan kun anbefale en tur rundt i lokalerne og en tur rundt på hjemmesiden – Hjørring Bibliotekerne – der er noget for enhver smag lige fra en billetpris på ingenting til overkommeligt.
Hjørring Bibliotek ligger på anden sal. Kniber det med luften, så tag elevatoren…
Egentligt var jeg lokket til biblioteket af FlaskePostens omtale af den fotoudstilling, der fra den den 2. oktober og måneden ud sætter fokus på Flora & Fauna i Hjørring Kommune. Fotoklubben Foto2010 står bag. Nå, ja, måske var jeg aktuelt mere lokket af den nuværende fotoudstilling, som kunstfotografen Mathilde Grafstöm er ophavskvinde til, og som du lige kan nå at se i næste uge, inden de lokale fotoentusiaster tager over.
Billederne af Mathilde Grafstöm står og passer sig selv. Stille og roligt midt i rummet. Provokerede tilskuere er der ingen af, og personligt finder jeg billederne smukke, men hov – var det meningen?
Grænseoverskridende må det have været for modellerne – både at udlevere sig selv så åbent, men også arbejdet med at acceptere, at egen krop på den måde er god nok. Det er vist meningen med Female Beauty Projekt, som ved præsentationen i København i det offentlige rum blev mødt med både hærværk og polititilhold.
Man kan undre sig over det i det frisindede Danmark, men nøgenhed er jævnligt et tema til debat. Højaktuel i den sammenhæng er Teater Nordkrafts forestilling Sex in Situ, som udover nøgenheden lige lægger et lag på. Næste uge i Aalborg.
Du kan læse mere om Grafström på hendes facebookside, og bogen med alle billederne kan lånes på biblioteket.
Uden mad og drikke. Næste gang jeg kommer på Hjørring Bibliotek skal jeg da også benytte mig af Caféen, der hedder: Lige efter bogen…og er en socialøkonomisk virksomhed, der giver unge med særlige udfordringer i livet en mulighed for uddannelse og beskæftigelse. En ny chance for unge, for hvem livet ikke altid har spillet lige efter bogen.
Kaffe og kage til en flad 25-kroneseddel, mens man overvejer, hvordan man griber resten af sit liv an.