Bevar turismen – drop kæmpevindmøller ved Børglum Kloster

Hjørring Kommune skal satse endnu mere på at udvikle kommunens turismeøkonomi frem for at gamble med turismens fremtid, skriver i dette debatindlæg Stefan Karlborg.

472
Visualisering af vindmøllernes placering syd for Børglum Kloster. Foto: Arkiv.

Af Stefan Karlborg
Formand
Foreningen for Erhverv,
Handel og Turisme i Løkken og omegn
Løkken.dk

Tag det bare roligt. Der er intet belæg for, at vindmøller vil påvirke turismen i en negativ retning. Sådan lyder påstandene i det betalingsarbejde, som vindmølleopstillerne i Hjortnæs har indsendt til Hjørring Kommune.

Rapportens problem er dog, at dette simpelthen ikke er sandheden. Blandt alt den forskning, der er skrevet om vindmølleopsætningens indvirkning på turismen, kunne vindmøllerapportens forfatter heller ikke selv finde en rapport, der understøttede det helt ubekymrede påstand.

De henviser i stedet til rapporten “Economic impacts of wind farms on Scottish tourism” fra Glasgow Caledonia University. Den fremhæver nemlig Danmark som et land, der muligvis har et marked for at brande sig, som et grønt land. Hvordan 8 nye vindmøller i Hjortnæs skulle bidrage til det samlede danske brand, formår miljørapporten for Hjortnæs II dog ikke at forklare.

Hvad de heller ikke forklarer læserne er, at selvsamme rapport klart advarer mod de negative lokale konsekvenser, som turismeerhvervet oplever i forbindelse med opstilling af vindmøller. De fremhæver bl.a. et område nord for Glasgow, der estimeres til at have tabt over 300 turismerelaterede arbejdspladser med baggrund i manglende turisme grundet store vindmølleprojekter.

Derudover konkludere rapporten også, at vindmøller generelt nedsætter herlighedsværdien af naturområder, hvilket påvirker den pris, der kan opkræves for en overnatning i området. En logisk konsekvens i en åben og konkurrencepræget økonomi.

Netop derfor skal vi i Hjørring Kommune passe meget på, at vi ikke ender med at sælge vores smukke natur omkring det kulturhistoriske Børglum Kloster. For prisen kan på den lange bane ende med at blive meget høj, hvis bare en lille del af turismen svigter.

Turisme er nemlig en servicetung økonomi, der bidrager til gode lokale arbejdspladser overalt i Hjørring Kommune. Turisterne er ofte købevillige borgere, der både skal have en tur i isboden, en billet til Børglum Kloster, en god frokost og et sted at sove.

Derfor bør vi i Hjørring Kommune satse endnu mere på at udvikle kommunens turismeøkonomi frem for at gamble med turismens fremtid. Vi skal ikke placere kæmpevindmøller klos op ad en af kommunens største turistattraktioner og mest naturskønne områder. Vi skal derimod skabe endnu bedre turistoplevelser og en endnu større oplevelsesøkonomi i hele Hjørring Kommune.

 

7 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments
Erik Henriksen
1 år siden

Vindmøller vil aldrig gavne turismen
 
For fem år siden, hentede jeg en turist i Allborg og skulle vise ham rundt i Vendsyssel,
De ord jeg husker bedst: Åh min gud, du kan jo ikke kikke noget sted, uden horisonten er fyldt med vindmøller……………
 

John Pedersen
1 år siden
Reply to  Erik Henriksen

 

John Pedersen
1 år siden
Reply to  John Pedersen

 

Rikke Kirstine Lomholt
1 år siden

Jeg havde for et års tid siden besøg af venner fra Sverige. De kørte af ved motorvejen ved Vrejlev Kloster og var chokerede over, at man i Hjørring kommune havde givet tilladelse til opførsel af store industrianlæg i form af kæmpevindmøller såvel som biogasanlæg i klosterets umiddelbare nærhed. Nu er man så muligvis ved at gentage fadæsen ved Børglum Kloster. Vi har så smuk en egn, hvorfor pokker skal vi dog have alle de industrianlæg placeret rundt i vores natur samtidig med, at man fra regerings side har taget initiativ til at placere vindmøllerne ude på havet ?

jytte Sloth
1 år siden

Hvad er smukt og hvad er grimt? Er landbrugene smukke? Dem tolerer vi dog. Det er så subjektivt omkring vindmøller, jeg finder dem smukke og harmoniske. Vi burde måske fjerne os fra skønhedsbegrebet og gå til bæredygtighedbegrebet – det giver mere mening ift. klima og miljøbelastning
 

Bent Martinussen
1 år siden

Vindbranchen kommer til at gå over i historien, som den branche der har forvoldt relativ mest skade. Vil anbefale alle, at søge informationer fra andre end vindlobbyen .

Gert Jørgensen
1 år siden

Gå ind i skyggen – du har vist fået alt for meget sol