Dagli’Brugsen og dermed Tornby Brugsforening er en selvstændig forening, som ejes af medlemmerne og ikke af COOP Danmark.
Butikkens overskud bliver dermed i Tornby Brugsforening, til glæde for hele
Tornby. Tornby Brugsforening er organiseret som alle andre foreninger i byen, hvor der vælges en bestyrelse på den årlige generalforsamling. Bestyrelsen tæller
fem kundevalgte medlemmer.
Bestyrelsens fornemste opgave er at arbejde for, at butikken hele tiden er tilpasset de hyppige forandringer, der sker i dagligvarehandlen i dag. Det er alene bestyrelsen og uddeleren, som i fællesskab beslutter, hvilke tiltag der skal ske, hvornår de skal
ske, og hvad de må koste.
Det ligger bestyrelsen meget på sinde at finde en balance mellem et spændende og varieret varesortiment, skarpe tilbud, en pæn butik, acceptabelt prisniveau, tilfredsstillende indtjening og støtte til byens andre foreninger.
Tornby Brugsforening støtter hvert år flere arrangementer her i lokalområdet, blandt andet sommerfesten i TIF, Juletræstænding, Åben by og Fastelavn. Nye tiltag er desuden med til at gøre Dagli’Brugsen attraktiv for kunderne, og det kan kun lade sig gøre med opbakning fra turister, byens erhvervsdrivende og ikke mindst byens borgere.
Vil du også være medlem af Tornby Brugsforening, kan du tilmelde dig i butikken eller på coop.dk/indmeld. Vi har på tiden cirka 450 medlemmer.
Tornby Brugsforening er byens egen butik – sammen styrker vi lokalområdet og overskuddet bliver i byen, lyder opfordringen fra bestyrelsen.
Kilde: VI-TO.