Besøgsboom på Nordsøen Oceanarium

Flere nordjyske indendørsattraktioner oplever en stor stigning i antallet af besøgende, hvilket ikke mindst gælder Nordsøen Oceanarium i Hirtshals.

264
Direktør Karl Henrik Laursen og de ansatte har for tiden travlt hos Nordsøen Oceanarium. Foto: Arkiv.

De lukker i øjeblikket færre gæster ind ad gangen end normalt på Nordsøen Oceanarium i Hirthsals på grund af coronarestriktioner, men samlet har de på denne tid af året langt flere besøgende end de plejer. Denne sommer har oceariet seks dage måttet lukke for salg af billetter, som ikke har været forudbestilt.

– Det er jo rigtig dejligt. Vi er meget taknemmelige for det, siger Karl Henrik Laursen, som er direktør i Nordsøen Oceanarium.

Mange danskere holder i år ferien i Nordjylland, fordi de ikke ønsker at rejse udenlands, og som et led i regeringens hjælpepakke er prisen på billetter hos flere kulturinstitutioner blevet halveret. Hos Nordsøen Oceanarium har det betydet 30 procent flere besøgende i juli sammenlignet med sidste år.

– Det går faktisk rigtig godt for turismeerhvervet i Nordjylland generelt set, men vi oplever et meget todelt år. Det ser rigtig godt ud her i juli, men i efteråret er der stadig mange tabte indtægter efter coronanedlukningen i foråret, der skal indhentes, siger Peter Krusborg, der er direktør for Destination Nordvestkysten.

I Hirtshals glæder oceanariets direktør sig over, at mange gæster benytter sig af at forudbestille billetter. Men den store efterspørgsel har også givet udfordringer på denne front.

– Vores system er blevet belastet, så det er faktisk brudt ned nogle gange, og vi har måttet ringe til vores leverandør og bedt dem om at skrue op for serverkapaciteten, siger Karl Henrik Laursen.

Peter Krusborg fortæller, at turismeerhvervet i 2020 formentlig lander et sted mellem balance og et tab på fem procent i forhold til normalt, hvilket ifølge turismedirektøren er et positivt resultat, når man ser på, hvordan udsigterne for året var i maj, mens dele af samfundet stadig var lukket ned på grund af coronapandemien.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments