Af Jacob Bast Reinwald og Tobias Munk Jansen
3. C på Hjørring Gymnasium
Tirsdag den 12. marts havde naturgeografi B-holdet på Hjørring Gymnasium besøg af Martin Lehmann fra Aalborg Universitet. Oplægget omhandlede klimaforandringerne og hvordan vi skal tilpasse os dem.
I starten af oplægget blev det slået fast, at den videnskabelige evidens viser os, at de klimaforandringer, som vi oplever i dag, er menneskeskabte, og man er på forskningsniveauet 99% sikker på det. Herefter blev der kort snakket om Paris-aftalen, og at den ikke bliver overholdt.
Med dette slået fast bevægede Martin Lehmann sig videre hen mod, hvilke konsekvenser klimaforandringerne kan få – med fokus på Danmark. Her blev der nævnt eksempler som øget migration, højere temperaturer, længere vækstperiode og mere nedbør, men et af de dominerende emner var kysterosionen og de stigende vandstande, og hvordan vi kan bekæmpe dette. Kysterosion og stigende vandstande er et vigtigt emne, da Danmark har 7.500 km. kyst, hvilket gør det til et stigende problem.
Da politikerne ikke vægter klimatilpasning særligt højt, bliver det derfor op til kommunerne at sørge for deres egen klimatilpasning. Dette er et problem, eftersom kommunerne har det med at have en ”silotankegang”, hvor de fokuserer individuelt på at løse større problemer uden at snakke med andre kommuner.
Et eksempel på dette er kystsikring: Hvis én kommune vælger at kystsikre, så flytter de bare problemet til den næste kommune og sådan kan det så fortsætte. Regeringen og statsinstitutioner spiller derfor en vigtig rolle i at koordinere klimaindsatsen. Herefter lærte vi om, hvordan vi så kan forberede os på klimaforandringerne. Her havde vi bl.a. fokus på 100 Resilient citites, som er et projekt, hvor 100 byer, både store og små, forsøger at klimatilpasse sig.
Det er vigtigt at have både store og små byer med i projektet, da løsninger i store byer måske ikke virker i mindre byer – eller omvendt. En kommune som Hjørring skal derfor ikke se på det, København gør, men måske se på det Korsør gør. Herudover blev der sat fokus på både top-down løsninger og bottom up-løsninger.
Et eksempel på, hvordan man kan klimatilpasse sine egen og fremtidige bygninger er vha. de fire strategier. De fire strategier er: Tilbagetrækning, tilpasning, beskytte og undgå. Ved den første løsning trækker man bebyggelse væk fra eksempelvis kysten, ved tilpasning kan man bygge huse på stylter, ved at beskytte kan man sætte en mur op og ved at undgå, undgår man bare at bygge. Det er derfor dumt at bygge med fokus på kortsigtet gevinst, fx at bygge lavtliggende, da det senere henne vil skabe problemer.
Efter oplægget fik vi lov til at spille spillet ”Broken Citites”, hvor vi selv skulle prøve enten at klimatilpasse vores egne byer eller gå efter størst mulig profit. Her lærte vi, at de frie markedskræfter kan medføre katastrofale konsekvenser. Vælger man at tænke kortsigtet og kun gå efter profit, så ødelægger man klimaet for sig selv og alle andre – altså alle taber. Lovgivning er derfor nødvendigt, da markedskræfterne skal tøjles.
Det kan altså betale sig at samarbejde, hvor flere vil vinde fremfor, at alle taber. Vi lærte derfor, at det koster at bygge grønt, men at det langsigtet kan betale sig. Herunder lærte vi, at klimaet er komplekst – vi lærte, at man taber, hvis man ikke gør noget, eller at den øgede risiko for naturkatastrofer kan få fatale konsekvenser for økonomien – her måtte man derfor tænke løsninger ind, såsom ikke at bygge for tæt ved vandet eller skovområder.
Alt i alt lærte vi altså ud fra spillet, at man skal samarbejde for at løse klimaforandringerne – for der er ingen vindere, hvis klimaet svigter.
