Besøg i udstillingsbunkeren

Jens Kranen og den tyske fotograf Alexander Diessner har været forbi udstillingsbunkeren (bunker 2), der er Bunkermuseets hoved-formidlingsbunker, som ligger helt oppe tæt ved Hirtshals Fyr.

258

Bunkeren er den allerførste bunker, som de frivillige i foråret 1991 fik tilladelse til at grave ud. Den er af typen Regelbau 622, og er en dobbelt mandskabsbunker for 20 mand og har ialt 5 rum (2 opholdsrum, 1 gassluse og 2 trappenedgange).

De 2 opholdsrum bliver idag brugt af Hirtshals Bunkermuseum til formidling af krigshistorien, hvor der i det ene rum er indrettet en udstilling som mandsbunkeren så ud i 1944 og i det andet rum er der en stor planche-udstilling med fotos og kort over byggeriet af 10 Hærkyst-batteri.

Bunkeren fungerede som mandskabsbunker for “Würzburg Riese” radarens mandskab, der var placeret umiddelbart bagved ud imod kysten og blev i den daglige tale på 10 batteri, kaldt for “officersbunkeren” da der hovedsageligt kun boede soldater af min. rang korporal og op til løjtnant.

Det skyldtes dog primært, at selv om det var et Hærkyst-batteri, var lige præcis radar-mandskabet på denne Würzburg Riese radar “Fu.M.O.214” (Fu.M.G.65) udelukkende marine-soldater og en stor del af disse elektronik-uddannede marinesoldater, var tildelt rangen af korporal.

I denne bunker boede også 2 løjtnanter og 4 sergenter fra hæren, så ialt 16 befalingsmænd og 4 menige boede i denne bunker.

Ved indgangen til bunkeren er der påmalet “St” på væggen, hvilket betyder ”Ständige Anlage” (permanente anlæg), det betød, at bunkerens ydervægge havde en tykkelse på op til 3,5 meter, hvormed soldaterne her var godt beskyttede imod angreb.

Hvis man derimod opholdt sig i en af de bunkere med et påmalet ”L” som stod for Leichte Anlage (lette anlæg), var beskyttelsen ikke tilstrækkelig under større angreb, da ydervæggene i en sådan bunker var knapt så tykke.

Bunkeren blev påbegyndt støbt i november 1943, og stod færdig i marts 1944 og til byggeriet blev der brugt 660 kubikmeter beton og ca. 30 ton stål.

Fotos: Jens Kranen og Alexander Diessner.
Kilde: Bunkergruppen Hirtshals.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments