Af Hans Dam
Biolog
Munkebrovej 48
Løkken
I det smukke og åbne landskab ved Hjortnæs bor en helt særlig fredet fugl rundt og kalder på sin mage. ”Crex Crex” lyder kaldet, hvilket også er fuglens latinske navn. I Danmark kender vi den bedre som engsnarren, der er en af de særligt truede fuglearter, der findes på den såkaldte Rødeliste.
Rødelisten indeholder alle de arter, der i Danmark er særligt udfordret på deres levevis, og derfor er i potentiel fare for helt at uddø. Mange af arterne på Rødelisten har det til fælles, at menneskelig aktivitet ødelægger deres naturlige habitater og dets sammenhæng. Dette er ligeledes situationen for engsnarren ved Hjortnæs.
Derfor er det mig en gåde, hvordan flere kræfter i Hjørring Kommune, der gerne pynter sig med grønne tillægsord, nu vil være med til at ødelægge engsnarrens habitat ved at sige ja tak til kæmpevindmøller ved Hjortnæs. Ligesom det er mig totalt uforståeligt at kommunen køber ind på mølleopstillerens manipulerende miljørapport, der giver projektet grønt lys.
For engsnarren er ikke i stand til at abstrahere fra kæmpevindmøller, når den går i gang med sit parringskald. Derfor vil opstilling af kæmpevindmøller i Hjortnæs også være en forvisning af engsnarren fra et af dets opholdssteder. Det kan få store konsekvenser for artens bestand i Nordjylland, som der ikke eksisterer noget alternativ habitat til, som engsnarren trives lige så godt i.
Jeg mener derfor, at Hjørring Kommune bør adoptere de tyske anbefalinger for beskyttelse af engsnarren, så der ikke opstilles møller 500 meter inden for engsnarrens ynglested. Det vil sikre engsnarren den plads og det rum, den har behov for, så den ikke ender med at blive endnu en art på listen over fredede dyr, der endte med at uddø i Danmark.
hvorfor er din faggruppe ligeglad med toplærkens overlevelse i Danmark???