Beredskabet melder om stille og rolig Sankt Hans

Der har været enkelte udrykninger til Sankt Hans-´bål, der er gået over gevind, men overordnet set er heksen uden de store problemer blevet sendt til Bloksbjergr.

210

Overalt i Nordjylland har folk samlet sig om flammerne ved de årlige Sankt Hans-bål. Og langt de fleste steder har man haft helt styr på ilden.

Ved Nordjyllands Beredskab i Aalborg måtte brandfolkene rykke ud til to bål, som havde bredt sig.

– Det værste var bålet ved Hou Havn, hvor 50 kvadratmeter siv blev afbrændt, siger Søren Korsgaard, der er indsatsleder.

Udover Hou Havn rykkede han og kollegerne også ud til en mindre naturbrand i Vodskov.

– Det er gået stille og roligt for sig. Jeg tror, mange har tænkt sig om, inden de har tændt bålet, siger Søren Korsgaard.

Han fortæller, at man flere steder har valgt at droppe at tænde bålet på grund af blæsten.

Ild i byggeaffald gav kraftig røg

I Frederikshavn har beredskabet ikke haft ekstra udrykninger på grund af Sankt Hans-bål. I stedet måtte de rykke ud til en melding om brand i byggeaffald ved en ubeboet ejendom på Frederikshavnvej ved Sæby omkring klokken 22.

– Der lå en kæmpe stak træ, plastic og tæpper i en dynge, som nogen havde stukket ild i. Der stod noget spildolie ved siden af, og det gav kraftig, sort røg, siger Ib Nielsen, der er vagtchef ved Nordjyllands Beredskab i Frederikshavn.

Vagtchefen var selv få hundrede meter fra stedet, da meldingen kom, men da han ankom til stedet, var vedkommende, der havde stukket ild til affaldet, ude af syne.

Selvom det altså har været stille og roligt, så tager beredskabet den endnu ikke helt med ro.

– Der kan sagtens komme meldinger i dag, for bålpladserne kan stadig ulme, selvom man har slukket og dækket af, siger Ib Nielsen.

Foto: Elsebeth Madvig.
Kilde: TV2 Nord.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments