Bente & Mogens: Kæmpe tak til Hirtshals Handel & Erhverv

Efter den store fest på Hotel Hirtshals retter Bente Reffstrup og Mogens From en stor tak til medlemmerne af Hirtshals Handel & Erhverv.

807

Af Bente Reffstrup og Mogens From

Den 5. december udtrak handelschefen for Hirtshals Handel & Erhverv, Jens Brændgaard, vinderne af den store bon-konkurrence, som havde foregået i byens butikker igennem oktober og november måneder 2017.

Og vinderne blev os, Bente Reffstrup og Mogens From. Vi vandt ikke alene en fest for 2 familier, men vi vandt også en hel række andre flotte gevinster, som skulle indløses efter udtrækningen. Nu tilhører Bente og jeg en generation, hvor gavmildhed udløser taknemmelighed, og taknemmelige var og er vi til overmåde.

Der var ingen grænser for den imødekommenhed og venlighed vi blev mødt med alle steder, hvor vi kom for at indløse vores præmier, og derfor skal der lyde en stor tak til byens handlende for deres smilende og venlige modtagelse. Det har vi efterfølgende gjort meget ud af at fortælle til alle de som af interesse har spurgt til forløbet, og vi kan kun håbe, at det vil medvirke til øget handel i byens mange gode butikker.

Vi vil derfor gerne rette en tak til følgende:

Wagner for de 2 flotte habitter, der blev skaffet hjem og tilrettet så de passede perfekt, og en dertilhørende skjorte. Til Pia Harboe for de flotte kjoler som I fik til at passe til lejligheden, til Klipperen, som tilbød en klipning med efterfølgende tilretning inden festen, så håret ikke blev nogen hindring for at deltage med selvtilliden i orden. Til HB Wellnes for behandlinger, som garanteret vil gøre os år yngre når vi forlader butikken. Til HoCo Foto, hvor vi agter at få taget et sommerbillede af familien til minde om den store gevinst. Til Martensens Bogtrykkeri, som gav os muligheder for, selv at sætte vores aftryk på indbydelser og bordkort, så de blev et klenodie for de indbudte. Til Kop og Kande, som gav os 2 sæt sengelinned hver, så vi om aftenen ved senge tide, kunne mindes vores store held. Til Uniq, som forærede pigerne Marc Lauge cowboybukser som selv deres døtre misundte dem. Større kunne det ikke blive. Til Nordjyske Bank som havde komponeret en sportstaske fyldt med godter til julen. En dejlig gave til os og vore gæster. Til Hirtshals Fysioterapi for massage, som vi sikkert kommer til at træge til efter vinterens kulde og fugtige vejr. Det vil blive godt for de gamle knogler. Til Hirtshals Cykelforretning for et gavekort til os hver til hjælp til køb af en ny cykel, eller måske sommerklargøring af en eksisterende cykel. Tak for billetter til Jan Gintberg Show her i april måned fra Radio Skaga FM. Det vil vi glæde os til. Til ”Johannes Heilesen” for en fremtidig sejltur en smuk sommeraften ud for dejlige Hirtshals, og til Nordsøen Oceanarium for gavekortet til indgang eller mad i cafeteriet, og endelig til Hirtshals Fiskefestival, som vi endnu ikke ved hvad indebærer.

Også en kæmpe tak til Hotel Hirtshals For den flotte fest lørdag den 3. februar, som startede med en velkomstdrink inden vi satte os til de yderst veldækkede borde, og blev hele aftenen forkælet af et oplagt og smilende personale, som gjorde alt for, at vi skulle føle os godt tilpasse. Maden var fantastisk med en fiskeforret, herefter en hovedret bestående af velhængt og velstegt oksemørbrad, sluttende med en isdessert der bare smeltede på tungen ligesom kødet. Herefter kaffe og cognac m.m., og kl. 22.00 spillede det lokale orkester No Good op til dans. Og danset blev der – hele aftenen var der masser af folk på dansegulvet, og No Good skal have megen kredit for det de gjorde for børnene i selskabet. De tog dem i hånden og spillede så børnene dansede og senere fik en lille dreng lov til at overtage trommerne og sammen med orkesteret give et nummer. Senere fik en lille pige fra selskabet lov til at låne mikrofonen for at synge ”Halleluja” sammen med orkesteret. Det var store øjeblikke og en god indlevelsesevne af NO Good. De var bare så gode, og gæsterne ville da heller ikke slippe dem kl. 01.00, som festen var berammet til, så vi fik et par eller tre ekstranumre, og heller ikke personalet syntes at skulle skynde sig. Det var en fantastisk oplevelse.

Vi vil også gerne takke Slagter Winther for det ualmindelige gode kød som var med til at forhøje nydelsen ved måltidet. Også en stor tak til Brugsen og til SPAR for de gode vine til maden. De var excellente og udsøgte, og satte et fint punktum for smagsoplevelsen.

Herefter var der fri bar, og selvom alt var gratis, så håber vi ikke at have misbrugt dette generøse tilbud. Alle var i godt humør, og alle kunne selv gå fra festen.

Og ikke mindst tak til formand Jørgen Jensen og handelschef Jens Brændgaard, der har ”holdt” os i hånden igennem hele forløbet med forklaringer, vejledninger og instruktioner, så vi aldrig på noget tidspunkt var i tvivl om, hvordan vi skulle forholde os til præmien.

TAK, Hirtshals Handel & Erhverv for en oplevelse ud over det sædvanlige. Den vil vi gemme i vore hjerter, selvom vi kunne have undt, at alle kunne have fået sådan en oplevelse.

Vi handler med stor glæde videre i Hirtshals, og ønsker Hirtshals Handel & Erhverv en god fremtid.

Link til artikel om festen: Herlig fest på Hotel Hirtshals

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments