Den nordjyske folketingspolitiker, Bent Bøgsted (Dansk Folkeparti), forsøgte i dag i folketingssalen at få fødevare, fiskeri og ligestillingsminister Mogens Jensen (Socialdemokratiet) til at give konkrete svar på, hvornår kontrollen med de hollandske bomtrawlere i Skagerak bliver skærpet.
Men Bent Bøgsted er utilfreds med svaret fra Mogens Jensen, som ikke ville sætte et konkret tidspunkt på, hvornår kontrollen intensiveres – men brugte formuleringen ”så hurtigt som muligt”.
– Jeg synes, at svaret er lidt skuffende. Det er uholdbart for fiskerne, at de ikke ved noget. Fiskeriministeren har jo stillet dem i udsigt, at der skulle blive noget mere kontrol. Men han vil ikke sige noget konkret om, hvornår kontrollen kommer, siger Bent Bøgsted.
Nordjyske fiskeres grej bliver ødelagt
TV2 Nord har flere gange beskrevet problemerne med de hollandske bomtrawlere, hvis grej ødelægger stenrev og koralrev i området i Skagerak, hvor også de danske fiskere arbejder. Disse ødelæggelser splitter så efterfølgende de nordjyske fiskeres udstyr ad og påfører dem store økonomiske tab.
Mogens Jensens forklarede i folketingssalen, at de hollandske myndigheder er ved at kigge på reglerne, så de hollandske fiskere skal føre logbog over, hvor bomtrawlerne foretager de såkaldte slæb, og at det tiltag kan være med til at øge kontrollen med de hollandske fiskere.
– Men fiskeriministeren komme ikke selv med konkrete løsninger på, hvordan han vil forhindre, at bomtrawlerne ødelægger stenrev og koralrev, og at der ikke bliver overfisket i området, siger Bent Bøgsted, som mener, at fiskeriministeren blot afventer, hvad hollænderne finder på af tiltag i stedet for selv at gøre noget, der kan hjælpe de danske fiskere i området.
Hollandske fiskere går fri
I det hele taget giver Bent Bøgsted ikke meget for, at hollænderne skal til at føre en elektronisk logbog over, hvor de fisker.
Ifølge ham, er der alt for ofte problemer med de hollandske fiskeres elektroniske udstyr, som tit går i stykker. Derved kan slæbene ikke logges, og det er umuligt at sige, hvor de hollandske fiskere har slæbt deres grej over havbunden.
– Vi skal skåne miljøet, som de danske fiskere lever op til, og vi skal også fiske bæredygtigt. Men det lader ikke til, at de hollandske fiskere bliver straffet, når de ikke lever op til det, siger Bent Bøgsted.
Han vil nu gå videre med sagen og har orienteret Dansk Folkepartis fiskeriordfører, René Christensen, og forventer, at sagen fremadrettet vil blive behandlet i et lukket samråd.
– Der bliver arbejdet videre, så vi kan sikre os, at hollænderne ikke ødelægger det for de danske fiskere, siger Bent Bøgsted.
Er det bare fiskerne der kan regne ud at der foregår svindlet med fangsterne , hollænderne har 2700 ton rødspætte til deling i Skagerak , der er efter kontrolens udsagn 36 bomtravler der fisker i Skagerak efter rødspætter det er 75 ton til hver båd i gennemsnit , det bruger de så 8 -9 mdr til at fange alt imedens de bruger mellem 200 til 300 litter brandstof i timen og skal give løn til 6 til 7 mand som er ombord og derefter kommer forrentningen af disse meget store både ???? Er det virkelig kun almindelige folk der kan regne ud at her foregår der meget omfattende svindel med kvote , mon ikke problemet er politisk manglende vilje ?? Folk burde prøve at regne på det