Benny Bruun satser på pinseåbning hos MovieHouse

Selv om biografdirektør Benny Bruun fra Moviehouse i Hjørring sådan set har myndighedernes godkendelse til allerede at åbne i aften, så er der stadig nogle praktiske ting, der lige skal være på plads, før publikum atter kan strømme ind.

626
Biografdirektør Benny Bruun satser på åbning til pinse hos MovieHouse i Hjørring. Foto: TV2 Nord.

Det er en ellers godt forberedt biografdirektør Benny Bruun, der fredag går rundt i sin biograf MovieHouse i Hjørring.

Han måler op. For med den seneste udmelding fra politisk side kan biografen allerede i aften åbne for publikum – dog forudsat at der holdes afstand, og man følger retningslinjerne fra sundhedsmyndighederne iøvrigt.

Men publikum må væbne sig lidt med tålmodighed, for tidligt fredag  har Benny Bruun endnu ikke helt gransket de seneste meldinger fra Kulturministeriet om hvilke retningslinjer, der skal overholdes.

– Man skal holde tungen lige i munden, når man læser de nye retningslinjer, og vi skal have helt styr på det, før vi.er klar. Men jeg tilhører bestemt den gruppe, økonomisk hjælpepakke eller ej, så åbner jeg så snart, jeg kan, også selv om det er for færre publikummer end tidligere, siger Benny Bruun fra MovieHouse i Hjørring.

Han håber, at det kan blive torsdag i næste uge, men han har et afgørende møde tirsdag, ligesom der stadig er nogle uklarheder, der skal være styr på.

– Jeg åbner til pinse, det håber jeg i hvert fald, siger Benny Bruun.

Sikkert er det, at Benny Bruuns målebånd afslører, at det sagtens kan lade sig gøre at holde den obligatoriske en meters afstand, hvis blot hver andet sæde som foreskrevet bliver uden publikum,  men hvormange biografgæster kan det blive til, det er et mere kompliceret regnestykke.

– Jamen, det kommer jo an på, om folk kommer en og en, to og to eller som familier eller vennegrupper, forklarer Benny Bruun og fortsætter:

– Hvis der kommer et vennepar på to, så skal der jo være et sæde tomt på hver side, mens der også skal være et sæde tomt på hver yderside, hvis en familie på fem kommer.

Den største sal i biografen i Hjørring har plads til 170 publikummer, så det bliver ikke noget problem der at holde sig under de nye retningslinjer med max 500.

Økonomisk er biografen allerede ramt hårdt, da godt to måneder uden gæster sætter sine spor, og der vil formentlig  gå længe, før biografen er tilbage på samme omsætning, som før coronakrisen.

– Vi forventer tæt på nul i omsætning for andet kvartal. Tredje kvartal bliver nok lidt bedre, men bare fordi vi åbner i Danmark, får alle de store internationale film ikke tidligere premiere af den grund, siger han og henviser blandt andet til den næste film om Agent 007, der nu har rykket verdenspremieren fra april til november, siger Benny Bruun.

Sprit og sund fornuft

Biografen vil til at begynde med slet ikke vise så mange film dagligt som tidligere. For det første fordi, det betyder, at der vil komme alt for mange i foyeren på en gang – og for det andet fordi, udbuddet af film slet ikke er så stort endnu.

– Vi har nogle film på server, det vil sige de film, som er knyttet til Biografklub Danmark, og der ud over vil jeg straks tage kontakt til filmselskaber for at høre om muligheden for at få 10-12 film, jeg kan sætte op her til pinsen, siger Benny Bruun.

Nye film må han i lighed med andre biografer kigge længe efter. For der er umiddelbart ikke nogen store film på plakaten.

Lige nu er det paradoksalt nok også sprit og hygiejne, der fylder mest i hovedet hos biografdirektøren i Hjørring, for han er fortrøstningsfuld med hensyn til, at han nok skal finde film til de store lærreder.

Efter weekenden, der kommer til at stå i ekstra-rengørings tegn, er der ikke længe til, at der igen kan komme publikum i biografen.

– Vi har spritdispensere, så alle spritte af inden, man kommer ind. Vi har ændret vores indretning i forhold til området med slik og sodavand, ligesom der er markeringer med afstand til billetbetaling. Der vil være plexiglas  ved betalingen, og man skal ikke længere aflevere billet ved indgangen til salen. Alle sæder bliver rengjort mellem filmene, og ja, jeg synes sådan set, vi har gjort alt, der overhovedet er muligt, lyder det fra biografdirektøren fra Hjørring.

Han har stor tiltro til, at publikum både kan og vil opføre sig ansvarligt, når de går i biografen – ligesom han tror på almindelig sund fornuft,  og man selvfølgelig ikke kommer i biografen, hvis man har tegn på, at man er syg.

FAKTA OM GENÅBNING

* Forudsætningen for, at kulturinstitutionerne og produktionerne kan genåbne, og
for at publikum kan forventes at genoptage deres besøg, er, at ansatte og publikum
kan føle sig trygge. En forsvarlig genåbning indebærer, at hver enkelt institutions
eller produktions ledelse og ansatte tager fælles ansvar for, at genåbningen sker på
en måde, hvor smittespredningen begrænses mest muligt, herunder at der sikres
afstand mellem mennesker, og at der fortsat er et skærpet fokus på hygiejne.

* Grupper, der i forvejen har tæt kontakt, kan sidde ved sammenhængende sæder, også selvom der er mindre end 1 meter mellem dem. Grupper bør kun bestå af personer, der i forvejen har tæt kontakt til hinanden og normalt ses på tilsvarende vis, det kan det fx være medlemmer af samme husstand og tilsvarende nære kontakter, fx kærester m.v

Kilde: Kulturministeriet


Kilde: TV2 Nord.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments