Som led i Danmarks genåbning ser det ud til, at biografer må åbne sammen med teatrene, zoologiske haver og museer den 8. juni.
De er således en del af regeringens såkaldte trejde fase af Danmarks genåbning. Det er man glad for i biografen MovieHouse i Hjørring.
– Vores branche har nogle særlige udfordringer. Vi kan hurtigt gøre vores lokaler klar, men det kan tage tid at få aftaler på plads med filmselskaberne, at få præciseret premieredatoer og den slags. Derfor gør det ikke noget, at vi nu har en måned til at få styr på den slags, siger Benny Bruun.
Han er direktør for biografen MovieHouse i Hjørring, der lukkede ned den 12. marts, hvor det meste af Danmark gjorde det samme.
– Vi vil rigtig gerne åbne, men jeg er glad for, at vi ikke står i samme situation som frisørerne, der fik et par dages varsel, før de måtte åbne igen. Vi har tid til at sørge for, at genåbningen sker på en god og forsvarlig måde, og det er også vigtigt for at kunne tiltrække kunder igen. De skal føle, det er sikkert at tage i biografen, siger Benny Bruun.
Kilde: TV2 Nord.