Begejstring over Niels Klim på Vendsyssel Teater

Fredag aften var skuespillerne halvvejs igennem rækken af opførelser af Niels Klim, som vækker begejstring også hos publikum som blandt andre Jens Guldsmed-Thomsen fra Tversted.

33

Fredag aften blev succesen med forestillingen Niels Klim blandt andet fejret af skuespillerne Jørgen Bing og Asger Reher samt truppen på Vendsyssel Teater. Allerede i pausen blev der nemlig sponstant inviteret på suppér med suppe, steg, is og kage, som blev indtaget på et lille kvarters tid.

Hos publikum er der også blevet taget rigtig godt imod nyfortolkningen af Ludvig Holbergs gamle klassiker, der oprindeligt er en satirisk roman fra 1741 af Ludvig Holberg. Han skrev den på latin og opnåede et langt større publikum, end hvis den var skrevet på dansk. Den er dog oversat til dansk flere gange af blandt andet Jens Baggesen i 1789.

Handlingen er kort fortalt den, at Niels Klim vender tilbage til sin hjemby efter 10 års studier ved universitetet i København, men udsigten til blot at indtage stillingen som klokker huer ham bestemt ikke. Han mener, at han er skabt til noget stort og beslutter sig for at udforske en hule i lokalområdet, som er omgærdet af mystik og myter.

Niels Klim er overbevist om, at udforskningen af hulen vil føre til et opsigtsvækkende resultat, der vil give ham den berømmelse og agtelse, som han higer efter. Det bringer ham ud på en rejse i jordens indre til en række lande, som han ikke i sin vildeste fantasi havde drømt om eksisterede.

– Skøn aften med Vendsyssel Teaters første egenproduktion i det nye teaterhus. Mange imponerende detaljer med spændende opsætning, opdateret sprog, flot scenografi, fantastiske kostumer, godt spil med fint tempo og perfekt timing, fortæller således Jens Guldsmed-Thomsen.

Holberg regnes med rette som en af alle tiders største danske satirikere. Og i Niels Klims underjordiske rejse må han siges at være i topform. Holberg beskriver, ved hjælp af knivskarp satire og humor, hvordan Niels Klim oplever det ene fantasiland efter det andet, hvor han ikke forstår hverken kultur eller tankemåder. Han er nemlig overbevist om den europæiske kulturs fortræffelighed og ufejlbarlighed.

I løbet af sin underjordiske rejse oplever og gennemlever han ting, som kun hører til i eventyrets verden, men som i Holbergs optik bliver sat under knivskarp satirisk lup og efterlader en med tanken om, hvorvidt menneskenes børn lærer af deres fejltagelser eller ej.

Foto: Vendsyssel Teater.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments