Befrielsen mindet og hemmeligt kunstværk ihukommet med flot arrangement ved 10. Batteri

Festligholdelsen af befrielsesdagen blev også en markering med fokus på det hemmelige kunstværk The Bunker Secret Site ved Hirtshals Fyr.

487

Der var en frisk og kølig vind, da knap et halvt hundrede borgere søndag den 5. maj kl. 13 troppede op ved Hirtshals Fyr for at deltage i fejringen af befrielsesdagen og ihukommelsen af det særdeles hemmelige kunstværk The Bunker Secret Site.

Kulturkonsulent Leif Lund Jakobsen fra Hjørring Kommune bød alle velkommen, hvorefter forsamlingen istemte Mads Nielsens smukke sang En lærke letted, om Danmarks opvågning med klare øjne til glædestimer og frimandskår, der oprindeligt er sat i musik af komponisten Mathias Christensen. Denne søndag blev sangen imidlertid akkompagneret stemningsfuldt af blæsten.

Herefter blev ordet givet til kunstner Dorte Dahlin, som er i byen for at færdiggøre monumentet ved Trappen. Dorte Dahlin var ikke selv med i kunstnergruppen bag The Bunker Secret Site, men hun havde i dagens anledning modtaget nogle ord fra Mogens Møller, som er billedhugger og tidligere professor på Det Kgl. Danske Kunstakademi.

– Den Bunker, vi i dag står ved, er indvendigt ændret fra sit oprindelige formål til en udsmykning. Udsmykningen er udført af et hold kunstnere fra Det Kgl. Danske Kunstakadem som under navnet The Bunker Secret Society arbejdede på værket i mere end to år. Værket blev indviet den 24.  november 1995, læste Dorte Dahlin.

– Udsmykningen blev finansieret af Kunstakademiet som en gave til Hirtshals Kommune, og dertil bogen User’s Guide. Bogen beskriver alt om Bunkeren, undtagen den hemmelighed, der er skjult i det bagerste kammer, og som først afsløres, når nedtællingen på uret, der ses over døren til det forseglede kammer, når hundredåret for Anden Verdenskrigs ophør i 2045, uddybede Dorte Dahlin ved oplæsningen af mailen fra Mogens Møller.

– Når man som lokal beboer eller gæst besøger Vestkystens strande, mødes ens blik uafladeligt af disse triste grå betonværker. Hensigten med en 50 årig hemmelighed er at ændre opmærksomheden fra krigens trivielle grusomheder til fortryllelse, fordi vi anser fortryllelsen som en større befriende kraft end krigen, konstaterede i mailen Mogens Møller.

– Kunstnerne bag udsmykningen sender varm tak Bunkergruppen Hirtshals og Hjørring Kommune for generøst at bringe udsmykningen tilbage til sin oprindelige tilstand fra 1995, hvor værket blev indviet, lød det afslutningsvis fra Dorte Dahlin.

Dernæst var der indlæg af Flemming Hammer, formand for Bunkergruppen Hirtshals,
Chrestina Dahl fra Vendsyssel Historiske Museum og byrådsmedlem Laila Zielke, som også er ny formand for Hirtshals Turistforening. Deres indlæg handlede om samme emne, men i sagens natur med hver deres vinkel.

Chrestina Dahl opridsede kort og faktapræget historien om Atlantvolden, mens Flemming Hammer veloplagt og med humor talte om Bunkergruppens bestræbelser i almindelighed og i særdeleshed om arbejdet med The Bunker Scret Site. Laila Zielke sluttede talerækken af med at anskueliggøre værdien af turismen i Vendsyssel.

Ikke mindst fik det socialdemokratiske byrådsmedlem udfoldet potentialet i de lokalt forankrede historier, der blandt andet også ligger i et spændende projekt som The Bunker Secret Site. Skønt ingen andre end kunstnerne i øvrigt ved, hvad der gemmer sig bag tremmerne og det pansrede glas i bunkeren ved 10. Batteri.

Reklameværdi har projektet dog utvivlsomt, idet Ekstra Bladet allerede den 25. november 1995 skrev en stor artikel om den hemmelige og mystiske kunstskat, der angiveligt nu lå gemt i den gamle kanonbunker nummer 57 ved Hirtshals. Spændende bliver afsløringen derfor utvivlsomt også af indholdet i det stærkt forseglede kammer i 2045.

– Jeg må nok heller passe på mig selv, da jeg i så fald skal blive 95 år, lød det med et lunt glimt i øjet fra bykoordinator John Kongerslev, som sammen med Laila Zielke kiggede i Ekstra Bladets artikel, der var blevet gemt og nu medbragt af Svend Ravn.

Kunstnerne bag The Bunker Secret Site er Jan Ekenberg, Mads Gamdrup, Nils Viga Hausken, Mikkel Riisberg Møller, Mogens Møller, Kasper Nefer Olsen, Nynne Livbjerg Poulsen, Rikard Silwärn og Pernille Priergaard Worsøe.

Afslutningsvis var der boblevand og saltstænger til de fremmødte samt mulighed for at besigtige den oplyste kanonbunker nummer 57, hvis inderste hemmeligheder altså først afsløres i 2045. Indtil da må man væbne sig med tålmodighed og fantasiens vinger.



 

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments