Barn med baby er en ny blog af lokale Emil Kondrup

Lokale Emil Kondrup, som har søgt pædagogisk asyl i Aalborg, har startet en blog med domænenavnet barnmedbaby.dk, hvorfra vi bringer dette første og måske senere flere indlæg her på FlaskePosten.

191

Af Emil Kondrup
Barnmedbaby.dk

Så kom der endelig gang i maskineriet. Domænenavnet er købt allerede i februar, og billedet foroven med mig og babytrøjen – eller bodystockingen, som jeg senere har fundet ud af at sådan en sag hedder – er taget i april. Ikke desto mindre er vi nu nået dertil, hvor det ikke længere skal blive ved tanken, og der skal derfor forfattes.

Det første indlæg, som jeg har givet mig i kast med, er på et metaplan, da det handler om hvorfor jeg har valgt at starte en blog. Fødselsattesten siger 28/07-93, hvilket vil sige, at jeg med mine 23 somre nok ikke ligefrem kan give mig selv prædikatet “barn”. Mig bekendt har Kaare Sand og den resterende del af De Unge Mødre-produktionen heller ikke intentioner om at kontakte mig. Om det skyldes, at jeg til dels også er relativt velfungerende, ikke har nogen negativ social arv, hverken er alkoholiseret eller stofmisbruger, samt ej heller bor på Falster, ved jeg ikke.

Hvorom alting er:

En af de første kommentarer, jeg husker i forbindelse med hele det her graviditets-show var, da én i min omgangskreds et par dage efter vi offentliggjorde graviditeten sagde “stakkels barn”. Kommentaren var højst sandsynligt ment som en joke, men det fik mig ikke desto mindre til at tænke. Tanken, der strejfede mig, kan jeg huske var “stakkels barn? Jeg skal da nok klare den – Men det bliver da straks værre for babyen”.

Dertil synes jeg, at der er en herlig pondus i domænenavnet “barnmedbaby.dk”, fremfor eksempelvis “23årigmedungdommeligtsindskalværefar.dk”, og ved nærmere eftertanke, kan jeg sågar også blive i tvivl om, om ikke det sidstenævnte domænenavn nok allerede er eksistrende. Jeg synes også lidt, at domænenavnet indikerer den historie, jeg gerne vil fortælle med bloggen. En ung fyr, som ikke har planlagt det, får et barn, og får ændret radikalt i de planer, som han ikke engang i forvejen havde styr på hvad var. Planen nu er at blive fuldtidsblogger, hvorfor jeg fluks må ud og ta’ mit stenalderrugbrød ud af ovnen. Haps. #fuckgluten

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments