
Havet gik til klitterne, og der stod en strid storm og hård sø mod kysten, da strandvagten den 25. januar 1914 kl. 21.30 meddelte, at der stod en stranding ret nord for Hvarret ved Tornby Strand. Redningsmandskabet gik i båden og roede gennem brådet, men en stærk nordgående strøm drev dem forbi skibet.
Hirtshalsbåden var kommet tilstede og forsøgte, men med samme udfald. Der prøvedes med raketter også uden resultat. Først efter en lang nat søgte man igen med bådene at nå ud til skibet, men uden at det lykkedes at få forbindelse. Raketterne forsøgtes igen – med held. Omkring middag trak man første mand i land, og i løbet af 2 timer var hele besætningen på 9 mand reddet.
Skibet var barken “Orient”, der stod på 2. revle 250 m fra land. Skibet blev slået til vrag.
Kilde: P. christensen: “Nørre Tornby Redningsstation gennem 91 år” fra 1943, genoptrykt i Lokalhistorisk Årbog, 2011, s. 107-121.





















































