Der blev gjort meget store øjne hos børnene fra 3. A på Bindslev Skole; faktisk næsten ligeså store som møllehjul, da de forleden sammen med deres lærer Linda Jensen fandt intet mindre end en ballonpost på Tversted Strand.
Ballonen var ganske vist sprunget, men sammen med den var en påhæftet og lamineret strimmel drevet i land. Teksten lød som følger: “In memory of one of our pupils who gave their life during WW1.” Altså en ballon afsendt til ære for en af de elever, der gav deres liv under 1. Verdenskrig.
På sedlen stod der desuden en mailadresse, som eleverne og Linda Jensen nu har skrevet til i håb om at få en større bid af den sikkert spændende historie, der ligger bag ballonposten fra Liverpool i England.