Bæredygtighed på både menu og dagsorden i Vrå…

Vrå Højskole har længe haft fokus på bæredygtighed i praksis… Solceller, lav-energi-huse og et højskolekøkken, der producerer grønt og minimerer madspild… Sidste lørdag i august blev offentligheden så inviteret til at kigge skolen over skuldrene…

292
Et kig over skulderen på forstander Søren Ottzen ind i fremtidens landbrugsproduktion...?

I højskolens have var der dækket op til en dag med foredrag, smagsprøver, boder og debat… Til debat om bæredygtighed, klima, vindmøller og især landbrugsproduktion i fremtiden havde man indbudt formanden for Teknik og Miljø i Hjørring og landmand, Søren Smalbro (V), byrådskollega og formand for AVV, Jørgen Bing (SF), og økologisk landmand fra MARKLIV, Mads Rubæk…

Modsætninger mødes… ihvertfald er der en verden til forskel på de produktionsvilkår, som Søren Smalbro tv og Mads Rubæk th lever med på deres landbrug… Ingen tvivl om, at det konventionelle landbrug har flyttet sig.. også i retorikken… men der er stadig langt til den fundamentalt anderledes tilgang til landbrugsproduktion, som Rubæk står for… og som i hans øjne er en tvingende nødvendighed, hvis vi vil bevare kloden som et godt sted at leve…

Markliv, drevet af Mads Rubæk og Michael Søe Larsen, leverer pt. alt i grønt til skolen, og man kan vist roligt sige, at der her på Boruphedevej 37 ved Vrå tænkes ganske anderledes end i det konventionelle landbrug…

Direkte fra den forvoksede køkkenhave lidt nord for Vrå… lige til at tage med hjem…

Jeg kom til at tænke på en statistik fra mine unge dage en gang i 70’erne… Påstanden var, at den mest produktive landmand i verden befandt sig i Nicaragua… Det var dengang netop det land var ulykkeligt meget i medierne af helt andre grunde, og umiddelbart gav det ingen mening, at en landmand i et U-land på den anden side af jorden skulle kunne producere mere… og måske bedre… end det højt besungne danske andelsbevægede landbrug…

Statistikken gik på produktion pr. liter olie… Jeg er så gammel, at jeg faktisk godt kan huske, at min Morfar fik traktor og satte hestene på pension… Pludseligt faldt hans produktion pr. liter olie enormt, men dagligdagen blev på mange måder noget nemmere…

Hvordan den statistik ser ud i dag, ved jeg ikke, men efter en kort snak med Mads Rubæk om begrebet mikrolandbrug, kunne det lyde, som om man på Markliv er ”på vej tilbage” til tænkningen ”fra før Morfar fik traktor”…

Jeg har ihvertfald truet med at besøge stedet for at blive klogere på, hvordan pokker man producerer… og lever af… eftertragtede grønsager uden brug af kemi og maskiner…

Grace James er et velspillende band med base i Aalborg…

Dagen i haven blev effektfuldt rundet af med koncert med bandet Grace James… Tjek dem her: Grace James

OBS: 21. oktober mødes Søren Smalbro og Jørgen Bing igen til diskussion på Vrå Højskole… Emnet er næsten lige så hot som diskussionen om vindmøller: KYSTSIKRING – hvad, hvordan og hvorfor? Hold øje med Vrå Højskole

Foto: Elling

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments