Badminton natten lang…

BTI Badminton har igen i år den 3. januar afholdt nytårskur for Ungdomsafdelingen.

214

Et rekordstort antal på 29 forventningsfulde unge mennesker var fredag klar til 15 timer hos BTI Badminton i Tannisbugthallen, hvor de mødte op med luftmadras, dyne, pude, fredagsslik, sportstaske og en masse krudt i røven, som trænerne plejer at få tæmmet i løbet af natten.

– Traditionen tro starter vi ud med Byg-Selv-Burger med pommes frites og saftevand fra Cafe Tannisbugt. Herefter går det slaw i slaw og starter med, at deres gamle aflagte hvide trøjer får en gang UV maling, så effekten bliver størst i UV lysene i den mørke hal, fortæller tovholder Teddy Borrisholt Sørensen.

Der er hvert år den årlige prestigefyldte flødebolle og snørebånds konkurrence, hvor teknikken hemmeligholdes, men aflures fra modstanderne. Her blev vinderen for de store Malthe H. Jørgensen på 56 sekunder, mens det blandt de yngste var Jonathan Yokubu, der var hurtigst med 1 minut og 6 sekunder.

For de lidt modigere var der i år en lille hed ekstra konkurrence, nemlig chili spisning med kugler fra berømte Chili Klaus. Her blev der taget udfordringer med vindstyrke 9, 12 og 15. Det var svært at finde en vinder, da de fleste vovefulde unge mennesker hurtigt var at finde med tungen under vandhanen.

Klokken 22.30 blev natten for alvor skudt igang med et batteri udenfor i den stærke vind til stor begejstring for de unge. Tilbage til hallen, hvor der fra kl. 23 var frit spil med ketcheren i UV lyset, hockey og andre spil samt lege.

– Alle de unger spiller, hygger og leger på tværs af alle årgangene så det er en fornøjelse at se dem hygge. Klokken 2 blev sengene redt i flere kroge i hallen på de store gymnastikmadrasser. Den anden halvdel, som var de yngste, fortrak til multisalen, hvor de sidste chips blev spist og skyllet ned med sodavand, inden tænderne skulle børstes, tilføjer Teddy Borrisholt Sørensen.

– De sidste faldt til ro og i søvn kl. 4, men ved morgenbordet klokken 8 var der enkelte, som kunne konstatere, at de stort set ikke havde sovet. Klokken 9 blev de unge mennesker afhentet af forældrene. Meget trætte børn som sædvanlig efter vores årlige nytårskur.

– Vi vender frygteligt tilbage i 2021 med vores succesfyldte arrangement, slutter Teddy Borrisholt Sørensen.

Klik på et af billederne for at se alle fotos i større format
0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments