Badebolde skal få indlagte børn ud af sengen på Sygehus Vendsyssel i Hjørring

Med corona forsvandt legetøjet på sygehusenes børneafdelinger landet over. Legeheltenes store Badeboldsmission giver 6500 badebolde væk til indlagte børn. Sammen med hver badebold følger der et specialudviklet hæfte med hele 75 ideer til, hvordan man kan lege med en badebold.

147
Børnene kan få lov til at lege og bevæge sig. Give dem et smil på læben, siger Sofie Thuesen, Legehelt ved Børneulykkesfonden.

I Nordjylland bliver der i denne uge delt 1000 badebolde ud til indlagte børn på sygehusene i Aalborg og Hjørring.

Med den hos sig kan de få styrket både kondition, smidighed, præcision og ikke mindst samarbejde og det gode humør. Og når det er tid til at tage hjem efter at have været indlagt, så kan badebolden komme med.

I dag er legehelt Sofie Thusen forbi Asger Dyrmann Vedels stue. Den lille dreng på halvandet år har været indlagt på Aalborg Universitetshospital siden i tirsdags. Og i dag har han fået sin helt egen badebold.

Normalt kommer legeheltene på besøg med aktiviteter for hele afdelingen. Men på grund af Corona var det ikke længere en mulighed. Så for første gang deler legeheltene legetøj ud, som børnene må beholde. Derfor var badebolden også det oplagte valg.

– Lige nu der er det sådan, at man skal være på stuen eller ude på legepladsen. Der er en badebold god til at få børnene i gang, fordi man kan lave mange ting med en badebold, siger legehelten Sofie Thuesen.

Sammen med badebolden får børnene også et hæfte med 75 forskellige aktiviteter, som kan øve børnenes smidighed, kondition, præcision, balance og ellers give børnene et humørboost.

– De kan få lov til at lege og bevæge sig. Give dem et smil på læben. Det kan give dem et pusterum i det at være indlagt, forklarer Sofie Thuesen.

Leg letter behandlingen

Ifølge Lisbeth Kruse, der er afdelingslæge på Børn- og ungeafdelingen, gør legeheltenes arbejde det nemmere at arbejde med børnene

– Hvis jeg som læge beder børnene om at bevæge sig, så er det ikke altid at de gør det. Men når der kommer en legehelt, med legetøj og badebolde og aktiviteter, så er børnene glade og de er i gang, siger Lisbeth Kruse

Udover det gode humør, giver de fysiske aktiviteter lægerne en særlig mulighed for at observere børnene. Og så er der også sundhedsmæssige fordele ved at være aktiv.

– Børn har ikke tid til at ligge stille. De har ikke tid at være syge. De er ikke som voksne, der venter på at blive raske. Børn de er børn hele tiden, og leger lige så meget de kan, også selv om det gør ondt et sted. Så det er vigtigt for dem at have det sjovt og lege, siger Lisbeth Kruse.

Lige nu er legeheltenes arbejde noget anderledes, og Sofie Thuesen ser også frem til, at legen kan fortsætte, som den var engang.

– Selvfølgelig er vi legehelte og forhåbentlig er det her Corona ovre, så man kan bruge de her rum igen og man kan lege med badebolden andre steder end på stuerne og på legepladsen, siger Sofie Thuesen.

Legeheltenes modsvar på corona

En af de ting der blev ændret med corona – en ting som mange med garanti, ikke har skænket en tanke – er forholdene for de børn, der er indlagt på sygehusene rundt om i Nordjylland og i resten af Danmark.

Fra den ene dag til den anden mistede de muligheden for at lege sammen med – og for at lege med hinandens eller sygehusenes legetøj. Og det er ikke bare kedeligt, det er også et sundhedsmæssigt problem.

– Det har været ekstra svært at være indlagt den seneste tid, hvor børnene har været nødsaget til at være på egen stue. Vi ved, hvor afgørende det er, at de indlagte børn fortsat kommer op af sengen og får bevæget sig, udtaler generalsekretær i Børneulykkesfonden Henriette Madsen.

Børneulykkesfonden står bag Legeheltene, der arbejder for at skabe aktiv leg og bevægelse for indlagte børn i Danmark, og selvom det har været en kamp op ad bakke de seneste måneder har Legeheltene fortsat ufortrødent.

Legeheltene må med corona-restriktionerne ikke låne legetøj til børnene på sygehusene rundt omkring, så de legesyge hjerner har været i det kreative hjørne og fundet en løsning, der er helt coronasikker, men samtidig super sjov – og sund.

På den måde blev Legeheltenes store Badeboldsmission skabt, og derfor er legeheltene nu ved at give 6500 badebolde væk til børn, der er indlagt over hele landet.

Kilde: TV2 Nord.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments