
B75´s førsteholdstrup for sæsonen 2015/16 er nu på plads, og det er et styrket mandskab, som i kommende sæson ikke har tænkt sig at blive ligaens prygelknabe.
– Jeg er enormt glad for, at vi er rykket op i landets bedste række, og så endda i vores 40 års jubilæumsår – det er fantastisk, siger B75´s sportschef Lars Rokkjær.
– Selvom vi er enormt glade for, og stolte over, oprykningen, så er den i sig selv ikke et mål, men derimod et af midlerne i vores bestræbelser på at skabe et bordtennisakademi i verdensklasse i Hirtshals. Vi arbejder på, at skabe et akademi, som hele året rundt i princippet fungerer på samme måde, som vores internationalt anerkendte sommer træningslejr; og et hold i Stigadivisionen er selvfølgelig et trækplaster for både dygtige spillere og trænere. Vi har styrket vores trup med et par interessante spillere, som begge i et vist omfang, bliver en del af det daglige træningsmiljø, og på den måde kommer til at gavne bredt i klubben, afslutter sportschefen.
– Det var selvfølgelig en speciel situation, da B75 rykkede op i Stigadivisionen, men jeg er helt overbevist om, at klubben vil gøre deres yderste for, at de ikke blot er der en enkelt sæson, siger Carsten Egeholt fra Dansk BordTennis Union i telefonen til FlaskePosten.
Ibrahim ”Iba” Diaw
B75 har til kommende sæson forstærket sig med 23 årige Ibrahim Diaw fra Frankrig. Ibrahim, som også kaldes ”Iba”, kommer til B75 med masser af gejst og gå på mod, og er en type som for alt i verden vil vinde. Iba er en rigtig dygtig og publikumsvenlig spiller, som udover B75, i kommende sæson også skal spille for Nice i den stærke franske Pro B liga. Det bliver rigtig spændende at opleve Iba i B75 trøjen, både til kamp og i træningsmiljøet.
An Shu
B75´s anden forstærkning til kommende udfordringer i Stigadivisionen er den 40 årige svensk-kinesiske An Shu. An Shu har boet i Sverige siden 1996, og i årene 1997 – 2000 vandt han over alle de bedste europæiske bordtennisspillere, inklusiv selveste Jan-Ove Waldner! Selv om An Shu er blevet et par år ældre, kan ingen i den danske Stigadivision vide sig sikre på sejr, når den sympatiske svensk-kineser folder sig ud med bordtennisbattet. Siden 2011 har An Shu hvert år fungeret som træner og coach på B75´s anerkendte sommer og vinter træningslejre, så han kender allerede B75 vældig godt.
Istvan Moldovan
Istvan Moldovan, mere international bliver man ikke. Istvan er født i Rumænien, men er ungarer og opvokset under ungarnske traditioner, han har dog boet det meste af sit liv i Norge, og er norsk statsborger. I dag har han bopæl i svenske Halmstad, men har en stærk tilknytning til B75…. Istvan har, som An Shu, igennem flere år været træner og coach på B75´s træningslejre, og er ligeledes 40 år. Og i sæsonen 2014/15 gennemførte han et trænerudviklingsprojekt i B75, og arbejdede bl.a. en hel del med bordtennis ude på skolerne i Hjørring Kommune. I samme sæson spillede Istvan for B75 og vandt samtlige sine kampe i 1. division. I perioden 1996-2007 spillede Istvan på det norske landshold, og deltog i denne periode i samtlige EM og VM. Han er desuden flerdobbelt norsk Mester og har på klubplan spillet både i Sverige, Tyskland og Danmark. Istvan er ligeledes én af de bærende kræfter i B75´s bestræbelser på at skabe et verdensklasse bordtennis-akademi i Hirtshals. Istvan har opholdt sig så meget i B75 igennem det seneste års tid, at han på det nærmeste er at betragte, som en lokal spiller.
Jakub Dorocinski
Jakub Dorocinski, bedre kendt som ”Kuba”, blev for 2 år siden hentet til B75, som spillende træner. I begge sæsoner blev han en af de mest vindende spillere i 1. division. Som ungdomsspiller lå Jakub nummer to i Europa, og vandt bronze ved ungdoms VM for hold. I dag er ”Kuba” 23 år, og han har som senior spillet i den bedste polske liga – og her bør det nævnes, at den polske bordtennisliga regnes for Europas næste bedste liga. ”Kuba” er farlig for enhver modstander; han spiller flot offensivt bordtennis og er enormt stærk i sine server. Han har nu boet 2 år i Hirtshals, og både han og B75 glæder sig over, at han tager endnu en sæson i den lyseblå B75 trøje.
Martin ”Muren” Lund
22 årige Martin ”Muren” Lund er oprindeligt Aalborgenser, men allerede tilbage i 2011 valgte Martin, at sikre sin bordtennismæssige fremtidig og skiftede klub til B75. Efter halvandet års pendlen med tog, rykkede han også teltpælene op, og flyttede permanent til Hirtshals. I dag er Martin ansvarlig ungdomstræner i B75, og laver et kæmpe arbejde for klubbens unge spillere, hvilket også blev belønnet med titlen Årets B75´er 2015. Martin er en rigtig vindertype, og han spiller med en gejst og udstråling, som rækker langt ud over bordets kant, og han fanger publikums begejstring hver gang han er i aktion. Første halvdel af sæsonen 2014/15 spillede Martin på B75´s andethold i 2. division, men i anden halvdel spillede han på førsteholdet i 1. division. Ved siden af B75, har Martin også med succes spillet kampe for Lia IL i den næstebedste division i Norge i de seneste to sæsoner.
Daniel Christensen
Daniel fra Emmersbæk i Hirtshals er 23 år og fik i 2014 år sit gennembrud og blev flere gange inviteret med til den danske landsholdstræning i Brøndby. Samme år blev Daniel nr. 4 ved Danmarks Top 12-stævne i U21-rækken, og i august 2014 vandt han under et træningsophold i Polen, over den Azerbaijanske Mester Farhan. Første halvdel af sæsonen 2014/15 spillede Daniel på B75´s førstehold i 1. division, og i anden halvdel spillede han på andetholdet i 2. division. Daniel spiller en meget seværdig defensiv stil med mange lange og seværdige dueller, og i løbet af sæsonen 2014/15 har Daniel i særdeleshed udviklet og forbedret sine offensive sider, og kan på mesterlig vis lynhurtigt vende spillet. Daniel hører absolut til blandt de bedste defensive spillere i Danmark
Mindaugas Steponkus
25 årige Mindaugas Steponkus kommer fra Litauen, men har i de seneste år studeret på universitetet i Århus, og spillet bordtennis i SISU/MBK. Mindaugas er en seriøs og dygtig allround bordtennisspiller, som er stærk i både for- og baghånden; og hver gang han går til bordet, er det for at vinde hver eneste bold. Han er en stærk divisionsspiller, som kan drille selv de stærkeste modstandere. Mindaugasr nu færdig med sin universitetsuddannelse, og allerede inden sidste sæson var afsluttet, meldte Mindaugas ud, at han ville flytte til Hirtshals for at kunne tage del i det attraktive træningsmiljø, og for herigennem at satse på at kunne komme på det litauerske landshold. Vi glæder os over, at så stærk en spiller flytter til byen, og han vil helt klart styrke vores trup, og vores træningsmiljø.
Jens ”Bjørnen fra Bergen” Rosenbaum
For 2 år siden flyttede den nu 20 årige norske Jens Rosenbaum flyttede Hirtshals for at tage del i det attraktive træningsmiljø i B75. Jens er en meget seriøs og dedikeret bordtennisspiller, som i seneste sæson virkelig er slået igennem. Han blev andetholdet bedste mand igennem sæsonen 2014/15 og sluttede som 2. divisions næst bedste spiller. Jens fremgang blev i december måned sidste år belønnet med en udtagelse til en træningssamling med det norske ungdomslandshold. Jens er en dygtig klassisk allround bordtennisspiller, med stort smil på læben og selvtilliden i top. Når Jens spiller i B75 trøjen er der underholdning for alle pengene.
Emil Jangvik
22-årige Emil Jangvik fra Göteborg i Sverige har siden 2009 spillet for B75; først i juniordivision, og siden da, med hele vejen op i toppen af 1.division. I Januar 2014 var Emil ganske tæt på at slå den danske EM vinder fra 2005, Finn Tugwell, men måtte se sig besejret med 12-10 i 5. sæt. Emil spiller et utrolig publikumsvenligt og offensivt satsende bordtennisspil, og i sæsonen 2014/15 blev han den 10. bedste spiller i 1. division, hvilket i sig selv vidner om Emils kvaliteter.