B75 fortsatte søndag i det samme gode spor

Søndag den 14. september lød dagens opgave i 1. division på århusianske SISU/MBK.

11

B75 truppen var den samme som til lørdagens 8-1 sejr på hjemmebane over Københavns BTK, så selvtilliden og humøret var i top hos vendelboerne.

B75 levede op til forventningerne og vandt i fornem stil udekampen med hele 8-2. SISU/MBK´s point blev hentet hjem af Rasmus K. Mikkelsen, som er én af Danmarks for tiden bedste juniorer. Rasmus vandt over Emil og Daniel fra B75.

Med sejren holder B75 fast i den førsteplads, som man med hjemmesejren dagen forinden havde sat sig på.

Næste kampe i 1. division er to hjemmekampe d. 4. hhv. 5. oktober, hvor der tages imod Søhøjlandet og OB.

B75´s andethold åbner også sæsonen med storsejr

Søndag var der også spændende divisionsbordtennis hjemme i Ulvkær Arena, da B75´s andethold i 2. division tog imod Team Egedal fra Smørum på Sjælland.

Andetholdet hos B75 består af de unge talentfulde spillere Alex “Dingo” Forshaw, Andreas “Frosty” Rokkjær, Jens ”Bjørnen fra Bergen” Rosenbaum og Martin ”Muren” Lund.

En vis nervøsitet viste sig på B75 holdet i de første par kampe foran det forventningsfulde hjemmepublikum. Andreas Rokkjær tabte til Oliver Navalta Petersen og Alex Forshaw tabte til Christian Brüsch, og kom således bagud 0-2. Men så fik B75 vind i sejlene, da Alex Forshaw vender Oliver Navalta Petersens 2-0 føring til en 3-2 sejr.

Med denne overraskende sejr til Alex Forshaw fandt B75 roen og brugte publikums gejst til at lægge solidt fra land og bringe sig foran 7-3 efter en tæt, men yderst velspillet doublesejr til Jens Rosenbaum og Martin Lund. B75 spillerne var nu i hopla, og Jens Rosenbaum spiller fremragende bordtennisspil i sin sejr over en ellers velspillende Oliver Navalta Petersen.

I sidste kamp vinder Martin Lund i en drabelig kamp med 11-7 i femte sæt over Team Egedals bedste spiller Christian Brüsch.

Næste kampe er på udebane imod Virum og Amager den 4. og 5. oktober.

Nederlag til B75´s tredjehold

B75’s tredjehold, som ligeledes spiller i 2. division, spillede søndag på udebane imod Esbjerg. I forhold til lørdagens kamp imod Ribe havde B75 skiftet Morten Iskov Christensen ud med Tobias Dyrendal.

Det blev en svær opgave for B75, og holdet måtte da også se sig besejret med 9-5. Næste kamp spilles på hjemmebane den 4. oktober imod OB.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments