I år afholdes Hirtshals Minitriatlon for 6. år i træk. Det arrangeres i et samarbejde mellem Løbeklubben Havstrygerne, Svømmeklubben Nejst og Hirtshals Familie- & Firmaidræt.
Arrangementet er siden starten i 2009 vokset stille og roligt fra 32 deltagere til 150 tilmeldte deltagere de seneste 2 år. I 2014 har arrangørerne øget antallet af deltagere til maksimalt 175, og der er allerede mange tilmeldte, så de forventer at komme tæt på det fulde antal deltagere.
Triatlonsporten er de seneste år nærmest eksploderet og er nu populært som aldrig før. Kronprins Frederiks deltagelse i konkurrencen Ironman i København sidste år har sandsynligvis også givet sporten et ekstra boost.
Distancen i Hirtshals er 1/10 del af en hel Ironman, hvilket vil sige 375 meter svømning, 18 km. cykling og 4,2 km. løb. Det er nogle distancer, som godt kan gennemføres, hvis man er helt almindelig motionist.
– Det sjove og udfordringen i sporten er kunsten at disponere sine kræfter rigtigt, sådan at man ikke brænder alt krudtet af på den ene af disciplinerne, men i stedet får kræfterne til at række hele vejen, fortæller Jens Kjærsgaard Nielsen.
– Igennem de år, vi har arrangeret minitriatlon i Hirtshals, har vi oplevet mange nye i sporten. som efterfølgende har drevet interessen så langt, at de har gennemført en hel ironman, og rigtig mange har efterfølgende gennemførte kvarte og halve, uddyber Jens Kjærsgaard Nielsen.
Arrangørerne opdeler deltagerne i startgrupper, således at man kommer til at deltage sammen med andre på samme niveau. Dermed risikerer man ikke at falde helt igennem, hvis det er første gang, man vælger at deltage.
Der er endvidere mulighed for at prøvetræne på distancerne inden stævnedagen. Hver tirsdag afholdes der triatlontræning i Hirtshals Idrætscenter kl. 18.30. hvor man i forbindelse med offentlig svømning kan få mulighed for at svømme, cykle og løbe, mens man samtidig kan få lidt råd og vejledning.
Efter træningen er der mulighed for deltagelse i saunagus og afslapning i svømmehallen.
INFORMATION:
Lørdag den 13. september 2014 i Hirtshals Idrætscenter, Halvejen 4, 9850 Hirtshals.
Start kl. 10.00
Deltagerregistrering fra kl. 9.00, seneste registrering kl. 9.45
Pris for deltagelse kr. 200,00 incl. frugt og vand.
Du skal være fyldt 12 år for at deltage.
Det er et krav at der anvendes cykelhjelm på cykelruten og gældende færdselsregler skal overholdes.
På cykelruten er drafting IKKE tilladt. Dette betyder at der skal holdes min. 10 meters afstand til forankørende cyklist, alternativt skal der overhales.
Der er ikke præmier ved stævnet, men resultaterne offentliggøres.
Der kan findes meget mere information på facebookgruppen Hirtshals Minitriatlon
Mere information kan også findes på hjemmesiden: Hirtshals Familie- & Firmaidræt