Arrangørerne glæder sig til årets Trivselsaften i Bindslev

Borgere og forretningsdrivende samt andet godtfolk inviteres nu igen til den traditionsrige og velbesøgte Trivselsaften på Bindslev Skole.

11

Torsdag den 6. april slås dørene atter op på Bindslev Skole for årets store og efterhånden traditionsrige Trivselsaften.

Det er femte gang, der med stor succes afholdes Trivselsaften på Bindslev Skole. Alle er velkomne, hvad enten man ønsker en bod eller blot ønsker at komme og nyde stemningen, få sig en sludder over maden og besøge de mange spændende boder.

– Snart bliver Taggården og Infoteket forvandlet til en markedsplads, snart dufter det af flæskesteg og kylling med rigtig god gammeldaws sovs og kartofler, snart summer det af glade mennesker fra nær og fjern. Det hele er meget snart og vi glæder os rigtig meget, fortæller med begejstring i stemmen Jens Nielsen, som er formand for Trivselsgruppen.

– Invitationer og tilmeldingssedler er sendt ud og kan ligeledes findes ved vores nye flotte tilmeldingsstande i Dagli’Brugsen i Bindslev og hos Spar i både Bindslev og Tversted.

Sidste tilmeldingsfrist, hvad enten man ønsker en bod eller blot komme som gæst, er den 30. marts. Som nævnt er alle velkomne. En bod koster 50 kr. og det samme gør den lækre menu, som nu er udvidet med kylling.

Pengene, som Trivselsgruppen måtte tjene denne aften, går ubeskåret til oplevelser til glæde for Bindslev Skoles elever og lærere udelukkende for at fremme og vedligeholde trivslen.

Pengene er blandt andet gået til busser til dyrskue, besøg af og i DGI huset i Aalborg, morgenmad på skolen, nyt TV og grillarrangementer samt meget andet. Nye arrangementer er allerede i støbeskeen efter ønske fra lærere og elever.

– Vi glæder os vanvittig til endnu en dejlig aften og håber at se en masse glade gæster og spændende boder, afslutter formanden.

Foto: Arkiv.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments