Arne Boelt (S): Se ny teknologi som en mulighed

Borgmester Arne Boelt fokuserede i sin nytårstale hos Hjørring Erhverv på den hastige digitale udvikling

190

I sin traditionelle nytårstale ved Erhverv Hjørrings Nytårskur på Nordsøen beskæftigede borgmester Arne Boelt sig meget ved den hurtige digitale udvikling i erhvervslivet, skriver Hjørring ErhvervsCenter.

Det handler ikke længere kun om robotter i produktionsvirksomheder. Det handler også om ”kontor-robotter”, digital automatisering af funktioner indenfor transport, administration og service.

Som et eksempel nævnte borgmesteren platooning, delvist selvkørende kolonner af lastvogne. Han talte varmt for, at Hirtshals Havn snarest forbereder sig på platooning, og han opfordrede i det hele taget virksomhederne til at se mulighederne i de nye teknologier samt til for eksempel at benytte sig af tilbuddene til udvikling fra Innovationsfonden.

Opfordringen kommer blandt andet på baggrund af arbejdskraft-situationen.

Arne Boelt sagde:

”Vi kommer til at mangle arbejdskraft. Samtidig ved vi, at der bliver flere seniorer. De er en ressource! Årevis af erfaring, rutine og kompetencer…

Det kræver dygtighed, nye tanker og rammer af os som arbejdsgivere, hvis vi vil holde på dem og deres ressourcer”.

På transport-området udtrykte Arne Boelt forventninger til transport-konferencen Connect 2018 i september. Hirtshals Havn og Region Nordjylland er arrangører. Der ventes deltagelse af interessenter fra både Danmark og Norge. Emner bliver driftsikkerhed, kapacitet og vækst på en af Nordeuropas mest centrale transportkorridorer – Jyllandskorridoren.

Borgmesteren glædede sig over den helt aktuelle udmelding fra regeringen om, at der kommer hele 112 statslige arbejdspladser til Hjørring.

”Det er flere, end vi havde håbet eller forventet. Jeg er sikker på, at årsagen skal findes i, at de tidligere udflyttede funktioner i Hjørring har vist sig mere effektive her, end de var i København.”

Kilde og foto:  Hjørring ErhvervsCenter.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments