Aftalen bliver af regeringen kaldt det største løft af kernevelfærden i flere år, men hos de nordjyske borgmestre er der begrænset begejstring.
– Aftalen er rigtig god for de nordjyske kommuner, på den måde, at man nu tager hul på den demografiske udvikling, den skævvridrning der er, altså at der er flere ældre i nogle kommune. Det er meget positivt, men det er jo ikke sådan, at vi kommer til at leve op til de store velfærdsløft. Nogle steder kommer man til at køre sådan lige ud – altså samme service som nu, og andre steder kommer man stadig til at skulle effektivisere, det vil sige lave kæmpe store besparelser, lyder det fra Arne Boelt (Socialdemokratiet), der ud over at være borgmester i Hjørring Kommune også er formand for de samlede nordjyske kommuner i det såkaldte KKR-regi.
Kommunerne får 2,2 milliarder kroner mere i 2020, og det udskældte omprioriteringsbidrag fjernes.
Foruden de 2,2 milliarder er regeringen og KL enige om, at der skal findes yderligere en halv milliard kroner i form af en ‘velfærdsprioritering’.
Den halve milliard skal findes ved at frigøre ressourcer gennem en mere effektiv drift. Pengene kan anvendes til at ansætte flere medarbejdere og til yderligere at udbygge velfærden, lyder det.
Men Arne Boelt mener, at man som borger i Nordjylland ikke skal forvente det helt store løft nogen steder på den kommunale service.
– Man skal ikke gå og tro, at det bliver et kæmpe løft i servicen på grund af den her aftale. Det kunne have været værre, og aftalen er ikke så ringe endda, men den kunne også have været bedre. Der hvor vi kommer til at mangle noget, er der, hvor vi i forvejen var bagefter. Og vi har mange steder i Nordjylland et kæmpe efterslæb på grund af skævvridningen af udligningsreformen, og det har vi ikke fået ekstra til. Så vi mangler stadig penge til det, vi i mange år ikke har haft nok penge til, siger Arne Boelt.
I AFTALEN LYDER DET BLANDT ANDET:
At der afsættes 2,2 milliarder kroner mere til velfærd i kommunerne
At kommunernes budget til anlæg øges med 1,3 milliarder kroner
At kommunerne ud over det selv skal frigøre 500 millioner kroner til mere velfærd gennem effektivisering.
Kilde: TV2 Nord.
Foto: Arkiv.