Hjørrings borgmester og kommunens advokat må torsdag forsvare sig imod anklager om bagvaskelse og injurier ved byretten i København.
Borgmester i Hjørring Kommune, Arne Boelt (S), har været ude i både bagvaskelse og injurier i forbindelse med en sag om et anbragt barn fra sidste år, skriver TV2 Nord.
Sådan lyder i hvert fald anklagerne fra advokat Trine Ødemotland, som har stævnet Arne Boelt, en jurist fra Hjørring Kommune og to advokater fra HjulmandKaptain for bagvaskelse.
Trine Ødemotland er advokat i en af de børnesager, som især i 2017 trak store overskrifter, fordi de dels medførte store demonstrationer foran rådhuset i Hjørring, og dels fordi Arne Boelt stod frem og fortalte, at han i flere tilfælde var blevet truet og chikaneret i forbindelse med flere børnesager.
Nu fortsætter balladen altså i Byretten i København, hvor sagen skal køre i dag, torsdag.
– Jeg har det da træls med, at jeg skal møde i retten i dag, hvor jeg skulle have deltaget i et topmøde i KL. Jeg føler, at jeg bliver ved med at blive forfulgt i en grad, der grænser op til stærk chikane, og det påvirker, hvordan jeg kan udføre mit politiske hverv, siger Hjørrings borgmester Arne Boelt.
Arne Boelt er blevet stævnet for bagvaskelse på baggrund af et interview, som Radio Skaga FM udsendte i samarbejde med Hjørring Antenneselskab på valgnatten 2017. Trine Ødemotland mener, at hun bliver bagvasket i interviewet og kræver borgmesteren idømt ubetinget fængselsstraf.
– Det er så langt ude, det her. Jeg har ikke været i nærheden af at sige noget, der kunne opfattes som bagvaskelse, og jeg ville faktisk ønske, at politiet kunne opklare hele sagen, for det er blevet en belastning at arbejde med, siger Arne Boelt til TV2 Nord.
TV2 Nord har i flere dage forsøgt at få et interview med advokat Trine Ødemotland, men hun har ikke besvaret vores henvendelser.
Kilde: TV2 Nord.