I samarbejde med Hjørring Kommune stiller AVV skarpt på den kommende affaldssortering i Hjørring og Brønderslev Kommune, der bliver indført fra oktober 2018.
AVV viser på sjove og kreative måder, hvorfor og hvordan du skal sortere dit affald. Deltag i vores workshop, hvor kunsthåndværker Sanne Falk bl.a. viser, hvordan affald kan forvandles til smarte accessories og fantasifulde figurer.
Den rullende informationstjeneste, Sorteringsbillen, er også at finde på standen, hvor du kan se, hvordan man kan indrette køkkenet derhjemme, så der er plads til den kommende sortering. Fredag formiddag vil der blive afholdt DM i affaldsstafet, hvor de deltagende 3. klasser dyster om den yderst attraktive Gyldne Skraldespand!
Sidst men ikke mindst kan du smage på de små gastronomiske hapsere af restemad lavet af intet mindre end Mads Søndergaard fra det danske kokkelandshold!
Lyt også til debatten ”Er naturmaterialer altid bedre?” på Roots-scenen, hvor AVV debatterer bæredygtighed med folk fra plasticbranchen og producenter af nedbrydelige produkter.
Ud over en stand, står AVV traditionen tro også for indretningen af Naturmødets LIFE-scene. Denne gang er det reparationsværkstedet Godt gjort, der viser hvordan affald kan forvandles til smarte vægge, sjove lamper og hyggelige sofa-grupper.
Tag hele familien under armen og kig forbi havnen i Hirtshals. Det eneste du skal gøre er at medbringe lidt kreativitet og godt humør – så viser AVV, hvordan du giver dit affald nyt liv!