Det tager mig godt og vel en halv time at køre hjem fra Sæsing, og selvfølgelig skal man køre bil, når man kører bil, men forestillingen VØLVENS DOM havde jeg svært ved at slippe. Smuk og rørende og lidt anderledes sikkert for de fleste af os, hvoraf en stor del var børn, og skulle jeg et øjeblik inden forestillingen have tænkt på, hvorfor jeg som morfar/farfar mødte op en torsdag eftermiddag til en forestilling for børn uden barnebarn, så var det tanker i helt andre retninger, dette stykke dommedagsopera fik sat i gang.
I en verden der styres af mænd i grå jakkesæt med enten blå eller røde slips, hvor voksne mænd går mere op i at bruge en milliard til et system, der… måske… kan vurdere din bolig en lille smule mere præcist (!?), hvor voksne mænd i virkeligheden ikke har noget brugbart bud på den truende klimakatastrofe, og hvor voksne mænd for at sikre en lidt højere pension føler sig foranlediget til at investere i flere og flere våben…, der kan det synes som en kamp noget op ad bakke med et stykke teaterkunst, der vil det modsatte..
I VØLVENS DOM får vi ikke konkrete anvisninger på en bedre verden, men vi bliver bedt om genopdage de sammenhænge, som vi måske ikke har så meget blik på mere. Helt banalt ja… bier er med til at sikre, at dine æbletræers blomstring også giver frugt, og hvis vi ikke respekterer disse helt banale sammenhænge, så venter kun Ragnarok…
VØLVENS DOM er en barsk fortælling, som smukt fortalt prøver at pege fremad. Børnene skal tro på, at de kan ændre verdens gang. Svenske Greta Thunberg og fredagsstrejkerne har vist sig at være en øjenåbner, og teater for børn med krav om konkrete handlinger ligger lige til højrebenet…
SAUM Nordisk Musikteater spiller stykket igen den 6. april på Hjørring Gymnasium kl. 10.45 og 13.30 og anbefales fra 9 år….
Mere her om gratis billetter og Aprilfestival 2019
Mere om Kulturcenter Vendsyssel
Foto: Musikteatret SAUM