
Af Andreas Weber
Hirtshals
Efter øde vejstrækninger så langt øjet rakte dag ud og dag ind, besluttede jeg at flytte ruten 1200 km mod nord og hoppede på Southeest Chief – togforbindelsen fra Los Angeles til Chicago. Toget var indrettet med cykelvogn!
1 1/2 dages sightseeing i Chicago, Amerikas trejde største by, “the windy city” var fantastisk for krop og sjæl. Alene udvalget af restauranter, som jeg ikke havde set lige på min rejse. Videre langs Lake Michigan ad naturskønne cykelstier til smukke Grand Haven, hvor datteren var udvekslingsstudent.
Tværs over Michigan til Ontario i Canada. En lille færge sejlede mig over grænsefloden. Fire dage i silende regn var prisen for at flytte ruten 1200 km nordpå. Belønningen står jeg ved i dag – 1000 km fra Chicago har jeg nået Niagara Falls. De spektakulære vandfald skal opleves. Helt fantastiske superflotte – dag og nat.
Canada er stadigvæk en engelsk provins, siger canadierne. Den engelske prins har lige været på besøg med familie. Og kontakten til Australien er også tæt. Varerne i butikkerne er mere europæiske, og efter seks uger spiser jeg for første gang rugbrød og leverpostej igen, hmm det har været savnet.
Nu er der kun godt 900 km tilbage til målet. Håber vejret holder.
Link til tidligere artikler: Andreas Weber






















































