EN LANGSKÆGGET FRYNS VED NAVN ALEX
Vandlandet lå i Danmarks yderste udkant, der hvor manglen på jobs til de indfødte var en tiltagende udfordring. Krestens vidste, at det kunne betale sig at være på god fod med det kommunale. Derfor hang driftsleder Juhl pt. på en langskægget fryns ved navn Alex.
Teknikrummet emmede af kemi. Dunke, store dunke med alt for mange sære symboler. Det lort kunne umuligt være sundt. Alex bandede over den so af en sagsbehandler, der havde henvist ham til Vandlandet.
»Det er lige dig, havde hun sagt.«
»Hvorfor det?«
»Det er ufaglært.«
Han lossede surt til den nærmeste dunk. Det var den rene gift, de ville have ham til at hælde i vandet. Og det var ikke så lidt, der skulle i. Antallet af dunke var skrevet på væggen med store bogstaver. Næsten fem centimeter høje. Det var sgu for galt. Store bogstaver. Troede de, han var dum?
Nede på lageret stirrede Alex på pallerne med dunke. Der var mange. Hold kæft, hvor var der mange. Og dunkene vejede godt til. Det var ned i knæ og fat med begge hænder, ellers gik det ikke. Ti af de røde lød temmelig overdrevent. Han satte sig på hug og forsøgte at tyde, hvad der stod på en af dem. Han fattede bjælde. Men hov! Der stod faktisk, at man skulle have handsker og maske på under håndteringen. Hold kæft hvor var det typisk, det havde der selvfølgelig ikke stået noget om på væggen. Næ, nej, Alex skider vi på. Hvis han ikke kan tåle mosten, ringer vi bare efter en ny. Arbejdsløse er der nok af.
»Hvor satan har du gemt dig? Hvorfor er der ikke kommet kemi på systemet endnu?«
Alex for sammen. Det var Juhl den sure skid.
»Det er ikke min skyld. Jeg mangler en maske og nogle handsker.«
»For fanden Alex. Klokken er over ti, og du har ikke engang hentet dunkene.«
Men Alex lod sig ikke kyse.
»Er du klar over, hvor farligt det lort er?«
»Det er jo bare dunke.«
»Og?«
Juhl rystede opgivende på hovedet, og Alex fik en god fornemmelse af, at hans tid i Vandlandet ikke ville trække ud i det uendelige. Hvis bare han holdt på sin ret, så var han snart hjemme foran computeren igen.
Men Alex blev skuffet. En, to, tre, fandt Juhl en maske og et par handsker. Og en halv time senere kæmpede Alex sig op ad bakken. Masken drev af sved og snot. Glassene duggede. Det var et rent helvede at trække vejret. Hvad var det dog også for nogle spader, der havde tegnet det lort? Tænk at anlægge et depot neden for en bakke.
Alex startede med den grønne. Låget sad godt fast, men da det endelig gav sig, sivede der en blålig gas. Det gøs i ham. Fy for satan! Han tog godt fat om dunken og forsøgte at bakse den op på kanten af karret, men de tres liter et eller andet vejede godt til. Det gik ikke. Han magtede ikke at få den op på kanten. Det ene ærme blev gennemblødt. Det sved ad helvede til. I det samme lød der et brøl omme fra døren.
En halv time senere sad Alex på toilettet og studerede sin underarm. Den var rød og gjorde ondt. Juhl den lede nazi sagde, at der ikke var grund til at tage på skadestuen. Det skulle bare skylles. Og ikke nok med det. Han havde truet med at ringe til kommunen, hvis Alex selv tog afsted. Han nev forsigtigt i armen. Huden føltes underlig gummiagtig. En fucking kemisk ætsning! Hvad var det også for noget lort, der kom i vandet? Små børn skulle lege i det. De ville få det i munden. Komme til at sluge det.
Var der overhovedet nogen, der havde tænkt på det? Det med børnene gik ham på. Man fuckede ikke med små børn. Det gjorde man bare ikke.
Link til første afsnit
