Anders Thorsager ser tilbage på succesen med Fyrklit

Efter aftale med bestyrelsen fratræder direktør Anders Thorsager allerede den 31. december i år sin stilling og ser i denne klumme tilbage på den store succes med Fyrklit i Hirtshals.

30

Af Anders Thorsager
Afgående direktør på Fyrklit

Med udgangen af november måned traf jeg en ikke helt let beslutning, men alligevel en beslutning jeg var fuldstændig afklaret med.
Efter kun 16 måneder i chefstolen på Fyrklit, meddelte jeg bestyrelsesformand Ingemann Brixhuus, at jeg gik fra borde.

Allerede før jeg startede, betegnede jeg, med havet i baggrunden, Fyrklit som en kæmpe supertanker, der efter mange sejladser var blevet lidt rusten, lå lidt uroligt i søen og havde tabt lidt af sin motorkraft.
Ejerne på Fyrklit havde allerede tilkendegivet, med den store energirenovering, at Fyrklit skulle tilbage på kortet. Det sammenholdt med bestyrelsens tilkendegivelser om at der skulle udvikles, gjorde at jeg med stor stolthed tog jobbet som kaptajn.

Det der så alligevel overraskede mig, var at besætningen på skibet havde så meget drive, gå på mod og tro på tilværelsen.
Det var med en vis ærefrygt at jeg som 33-årig satte mig i stolen, med troen på at nu skulle jeg udvikle Fyrklit. Jeg forstår hvis personalet havde en naturlig skepsis overfor så ung en ”knejt” fra Lendum, der nu bildte sig selv ind, at han skulle flytte dem. Hvis der var skepsis skjulte de den flot og fra dag et var de kampklar på dækket, klar til at flytte supertankeren.

En af de første ting vi gjorde var at inddrage personalet i den nye strategi.
Selv om det er svært at informere nok, forsøgte vi at informere alle om den nye retning – så alle trak samme vej.

Første skridt var at relancerer Fyrklit’s køkken.
Det gjorde vi fra januar 2016 og her kan jeg ikke takke Hirtshals og oplandet nok.
Den modtagelse og gæstestrøm vi har oplevet siden januar, er overvældende.
Vi var sådan set ikke i tvivl om at vi nok skulle lykkes, vi troede dog slet ikke at det ville gå så stærkt.

Næste skridt var at finde et navn og koncept der skulle få folk til at tale om Fyrklit.
I samarbejde med evetmager Henrik Røde, lancerede vi Fyrklit Alive.
Alive skulle både signalere at Fyrklit var i live, men også være en palet af kulturelle indslag, der skulle få folk på Fyrklit og opleve hvor unikt stedet er.
Igen blev vi overvældede og stolte over opbakningen fra lokale.
Her efter 4 afviklede arrangementer ud af 8, må vi betegne konceptet som værende en succes.
Alive skal gerne tages skridtet videre og sammen med andre lokale aktører, arbejder Fyrklit på en Bunkerevent til august – Bunkers Alive.

Det fokus og den succes restauranten og køkkenet har fået, er kun toppen af det hårde arbejde besætningen har udført på Fyrklit.
Alle har bidraget.

Jeg har tænkt meget siden jeg tog beslutningen om at forlade skibet.
Mest af alt har jeg haft lidt ondt i maven, fordi jeg holder af Fyrklit og mine kollegaer.
Men den følelse der først og fremmest rammer er stolthed.
Jeg er stolt over det besætningen har nået på 16 måneder.
Stolt over at de har flyttet Fyrklit markant.
At de har fået supertankeren til at sejle lidt stærkere og ligge lidt mere roligt i søen.
Det er svært at beskrive hvor meget respekt jeg har for mine kollegaer, om det er rengøringen over receptionen til service og køkken.
Der er blevet knoklet over hele linjen, også mere end jeg havde forventet – det kan ikke værdsættes nok. TAK!

Samtidig er jeg taknemmelig for den opbakning Hirtshals har vist Fyrklit.
Man har mærket jeres glæde ved at skibet sætter sejl.
Det har været overvældende at snakke med lokale der har rost projektet og Fyrklits retning.
Til tider er det næsten endt ud i flovhed, fordi vi har været mange om det, ikke kun kaptajnen.

Besætningen på Fyrklit vil sikre, at skibet sejler sikkert videre og snart vil en ny stå på kommandobroen og tage Fyrklit det næste skridt.
Netop besætningen gør at jeg med helt ro i maven træder i land – Fyrklit er i sikre hænder med dem, en engageret bestyrelse og en ejerkreds der vil udvikle.

Herfra skal blot lyde en tak for rejsen til både skibsredere, besætning og passagerer.
Det har været en fornøjelse, og måske jeg vender tilbage som ejer, for der er muligheder i det her sted.


Link til webavisens første artikel om direktørens fratræden: Succesfuld chef flytter fra Fyrklit til nyt badehotel i Blokhus

Foto: Arkiv.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments