Efter en smalltalk mellem moderator Anders Lund Madsen, Miljøminister Lea Wermelin og borgmester Arne Boelt på toppen af Trappen ned til Sydvestkajen blev ordet kl. 14.15 givet til statsminister Mette Frederiksen, som officielt åbnede Naturmødet 2020.
Herefter var der ordførerdebat med moderator Mette Walsted Vestergaard fra hjemmekontorerne, hvor naturen kom under partipolitisk lup, men også med indspark fra Danmarks Naturfredningsforening og seniorforsker Rasmus Ejrnæs fra Aarhus Universitet.
Dernæst var vi efter en kedelig afstikker til København tilbage ved en walk and talk i selskab med Lea Wermelin og Anders Lund Madsen på havnen i Hirtshals. I det hele taget har det denne første eftermiddag været netop Anders Lund Madsen, der har båret programmet ved det digitale Naturmødet 2020.
Fra den forblæste aflysning af en fisketur med Carsten Bregnhøj og snakken med miljøminister Lea Wermelin over besøget ombord på jollen hos fiskeren Peter til turen omkring Hirtshals Museum blev det hele bundet muntert og dog sagligt sammen af en til tider forpustet og vindblæst Anders Lund Madsen.
Til aften var den langskæggede entertainer igen at finde i selskab med Niels Hausgaard til en lun snak om den lokale opvækst og sangene samt med Anne Hjernøe ved Hirtshals Fyr.
Afslutningsvis er der igen online debat, hvorefter Anne Hjernøe, Anders Lund Madsen og Niels Hausgaard runder af med udendørs spisning ved Hirtshals Fyr.
Det er Anders til højre.