Alsidigt arbejde at være redningsmand i Hirtshals

Fra redning af skipper Peter Andersen ombord på AS28 Orion fra Bønnerup Strand, der natten til onsdag blev påsejlet i Nordsøen ud for Hirtshals, til svømmeskole fredag ved Hirtshals Idrætscenter.

12

Hirtshals Redningsstation fik kort før midnat natten til onsdag melding om en påsejling og sendte med det samme den hurtigtgående FRB 14 afsted.

Redningsfolkene kunne omkring 20 minutter senere samle skipper Peter Andersen op af vandet i god behold og returnere til Hirtshals efter forliset af AS28 Orion fra Bønnerup Strand.

Heldigvis kom ingen til skade ved den pågældende påsejling, hvor der kun skete materiel skade, idet kutteren sank, men det har ikke efterfølgende været muligt at opklare, hvilket skib, der påsejlede den.

Allerede fredag er det så en helt anden slags opgave, som to af redningsfolkene kom ud på, da de fra morgenstunden fremviste den nye firehjulstrukne redningsbil SAR. Med gummibåd og udstyr.

Det var redningsmændene Claus Olsen og Jan Godi, der stod for det mere opmuntrende pædagogiske projekt med at lære børnene noget om opgaverne hos Hirtshals Redningsstation.

– Ved I hvorfor, at bogstaverne står spejlvendt her foran på bilen, spurgte Jan Godi de videbegærlige børn, hvorefter han forklarede, at i bakspejlet hos de foran kørende ville bogstaverne dermed kunne læses korrekt som SAR.  Forkortelsen står selvfølgelig for Search And Rescue.

Samme fredag formiddag var den så gal igen, da redningsfolkene blev kaldt ud til en bugsering, idet lystfiskerfartøjet Ostsee Star havde fået maskinstop udenfor Hirtshals Havn.

Altså bestemt et krævende og særdeles prisværdigt, men også alsidigt arbejde at være redningsmand, hvad enten det er som frivillig eller ansat.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments