Alle tiders aller største Dana Cup i 2015

Dana Cup 2015, der afvikles i dagene 20. til 25. juli, bliver den største nogensinde.

10

En effektiv markedsføring slår nu igennem. I vinter besøgte direktør Jette Andersen og markedsansvarlig Alison Forman, sammen med den mexicanske agent Patricia Espinosa, blandt andet klubben Pumas i Mexico City. Den klub kommer med to hold i 2015. Ligesom der kommer en del andre mexicanske klubber.

– Det her overgår alle vore forventninger. At en intensiv markedsføring i de fleste af Verdens fodboldnationer, skulle medføre et så enormt tilmeldingstal havde vi ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, siger Jette Andersen, som er direktør i Dana Cup.

Vi ved også, at den allerbedste markedsføring leveres af de spillere, der har deltaget i Dana Cup og vender hjem med en positiv oplevelse, om ikke resultatmæssigt, så socialt og naturmæssigt. Her er vi jo begunstiget af en fantastisk landsdelsnatur og nogle gode faciliteter i Dana Cup-området ved Park Vendia og ude omkring i Hjørrings opland, fortsætter direktøren.

Hos Dana Cup er man bevidst om, at successen også er en udfordring. Med 1139 hold kommer der et godt stykke over 20.000 unge spillere og ledere til Hjørring i uge 30.

– Her er vi i den lykkelige situation, at vi oplever et fantastisk sammenhold med områdets klubber såvel sports- som fritidsklubber. Alle er parat til at yde en indsats, når vi skal indkvartere på skoler og lignende, og når der skal afvikles kampe på banerne flere steder i området, fortæller videre Jette Andersen.

I år bliver der så behov for en ekstra stor indsats. Ikke alene kommer der mange deltagere. Meget kommer til at ske i helt nye omgivelser. Ombygning af Vendiahallen, en ny kæmpehal til spisning, et nyt stadion til indmarch og finalekampe er ekstra udfordringer.

– Jeg er dog ikke i tvivl om, at vi nok skal løse de organisatoriske opgaver. Vi skal bare være tidligere ude. Så bliver vi klar til en god modtagelse og herlig oplevelse for de mange unge, fastslår Jette Andersen.

Det er som sædvanlig nordmændene, der topper. Fodbold på dansk græs er en kæmpeoplevelse for norske unge, der ser frem til møde eksempelvis sydamerikanere med en anden spillestil. Dana Cup oplever også at syd- og nordamerikanere finder det yderst udviklende at møde nordiske hold med en mere fysisk præget spillestil. Så på fodboldsiden får alle noget ud af det.

Traditionelt er Dana Cup tilbageholdende med at oplyse deltagerantal før i sidste øjeblik, men i år vover den store ungdomsfodboldturnering pelsen og oplyser det aktuelle tilmeldingstal. Der er tilmeldt hele 1139 hold fra 48 nationer. Kommer de alle sammen, er det en stigning på over 100 hold i forhold til rekordåret 2014.

Nu kan Hjørring og omegn altså godt indstille sig på en festlige uge 30. De mange unge skaber liv i byerne og forretningerne rundt omkring i kommunen.

Tilbagemeldingerne til Dana Cup går på, at de unge gæster føler sig meget velkomne. Sådan bliver det ifølge arrangørerne også i 2015.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments