Alle elsker Astrid

Alle elsker måske nok den verdensberømte børnebogsforfatter, men man kommer virkelig under huden på mennesket i filmen Unge Astrid

182

Filmen Unge Astrid har som omdrejningspunkt den purunge kvinde Astrid Lindgren. Astrid vokser op i den lille svenske Vimmerby. Familien og især moderen er religiøs, mens datteren er fandenivoldsk og fantasifuld som en anden Pippi Langstrømpe.

Astrids talent for at skrive viser sig imidlertid tidligt, idet hun derfor også kommer i praktik på Vimmerby Tidende. Dermed er forfatterspirens skæbne for så vidt beseglet, da hun bliver gravid med den vankelmodige og vege redaktør, der bliver far til sønnen Lars, som hos den svenske familie kaldes Lasse.

Når Unge Astrid adskiller sig særdeles positivt fra mainstream af biografiske portrætter, skyldes det i første omgang instruktør Pernille Fischer Christensens scoop med en rammefortælling, hvor den aldrende forfatter læser fødselsdagshilsner fra børn, der med forundring og beundrende spørger ind til temaerne i blandt andet Pippi Langstrømpe og Emil Fra Lönneberg.

Takket være rammefortællingen skaber filmen et nærværende rum til at udfolde svaret på børnenes troskyldige spørgsmål, der dybest set handler om snærende religiøse rammer og et klaustrofobisk lilleputsamfunds rigide sociale normer, der simpelthen sprænges både eksistentielt og kunstnerisk af Astrid Lindgren.

Dernæst er det nogle fuldstændigt pragtfulde og fascinerende skuespillerpræstationer ikke mindst af Alba August, der suverænt indlevet spiller og forløser de svære konflikter og temaer i skikkelse af den unge Astrid Lindgren.

– Min film om unge Astrid Lindgren er en personlig hyldest til en af Skandinaviens mest indflydelsesrige kunstnere. En kærlighedserklæring til et menneske, der med sin sjæl som indsats, valgte at sprænge sin tids rammer for køn, religion og samfund, er det da også blevet sammenfattet af Pernille Fischer Christensen.

Alle elsker af gode grunde forfatteren, men ikke alle kender til bunds Astrid. Filmen om den unge kvinde kaster dog lys over magt og meget. Den bevæger og rører!

Hvis ikke man fik set filmen onsdag aften, får man igen chancen kl. 19.30 både denne torsdag, fredag og søndag aften i den hyggelige Lønstrup Café Bio.

Link til tidligere artikel

»Unge Astrid« vises i Lønstrup Café Bio

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments