Aktivitetsdag lørdag på Bindslev Håndværker Museum

Efter fire års pause arrangeres der nu på lørdag igen aktivitetsdag på Bindslev Håndværker Museum.

33

Bindslev Håndværker Museum arrangerer aktivitetsdag lørdag den 2. juli. Det er fire år siden, man havde det sidst, og i bestyrelsen mente man, at det nu kunne være tiden igen.

Flere af de gamle håndværksfag vil være i arbejde, og der vil blive fortalt om dem. Det gælder bl.a. smeden, der vil tænde op i essen og demonstrere dette ældgamle håndværk. Andre, der vil være der er drejer, urmager, bogtrykker og rebslager; og også mere kreative sysler som spinding, knipling og keramik vil blive vist, ligesom Det Kreative Hus vil være der med deres forskellige aktiviteter.

Et væsentligt element med at arrangere dagen er også at vise det store indhold i museets samling.

Hele 20 forskellige håndværk er repræsenteret, og der er tale om en af de største samlinger af håndværkerremedier i landet.

Bindslev Sogns Egnssamling vil være til stede med en stand med udstilling, og Bindslev Gl. Elværk vil ved afslutningen på eftermiddagen holde åbent hus ude ved elværket med rundvisning.

Udover selve museumsbygningen vil der også være rejst et telt, hvor noget af det vil foregå, og der vil være mulighed for at nyde en kop kaffe med kage til. Nu håber arrangørerne bare på godt vejr og ikke mindst pænt besøg.

Bindslev Håndværker Musem
Mosbjergvej 3B
Bindslev

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments