Hirtshals Turistforening er klar til fremtidens turisme i Danmark

Hirtshals Turistforening er før den forestående generalforsaming klar til de store forandringer i dansk turisme her i det nordvestlige Vendsyssel.

344
Lokale Jørgen Christensen (V) er medlem af byrådet i Hjørring Kommune. Foto: Arkiv.

I en turbulent tid med helt ny organisering af turismen i Danmark imødeser bestyrelsen i Hirtshals Turistforening med spænding den decentrale turismes fremtidige rolle. For jo mere den overordnede turismeudvikling centraliseres, jo større bliver behovet for en velfungerende decentral turisme, lyder konklusionen fra Hirtshals Turistforening.

– Det er jo hos os ude ved kysten, at vi møder vore mange gæster. Derfor vil der fremover være behov for endnu mere fokus på turismen i vort virkeområde, fortæller formanden for Hirtshals Turistforening, Jørgen Christensen.

– Der bliver behov for endnu tættere samarbejde med hele erhvervet, ligesom koordineringen af de mange tilbud til vore gæster fremover får en endnu mere fremtrædende placering. Den nye organisering sker såvel på landsplan, regionalt som lokalt. Der bliver brug for endnu mere samarbejde, og her er Hirtshals Turistforening naturligvis altid klar til at byde ind. Og vi er ikke i tvivl om, at der også fremover er plads til Hirtshals Turistforening, slår Jørgen Christensen fast.

Blandt talerne ved den officielle åbning af 100 års jubilæet i Hirtshals var Venstres lokale byrådsmedlem Jørgen Christensen, som er afgående formand for Hirtshals Turistforening. Foto: Torben Elling.

Hirtshals Turistforening afholder sin ordinære generalforsamling mandag den 11. marts kl. 19.00 på Restaurant Munch, Tornby Strand. Og som noget nyt, inviteres turistforeningens medlemmer til spisning kl. 18.00. Ønsker man at deltage i spisningen, skal man tilmelde sig hos Hirtshals Turistbureau senest mandag den 4. marts.

På valg til bestyrelsen er formand Jørgen Christensen og marketingchef Ditte Gerstrøm Sørensen, Hirtshals Havn. Mens Ditte Gerstrøm Sørensen er villig til genvalg, ønsker Jørgen Christensen at stoppe.

– Jeg har været med i bestyrelsen i 12 år, heraf de seneste 10 år som formand. Så jeg har vist aftjent min værnepligt. Så nu giver jeg stafetten videre til bestyrelsen med en ny formand. Og jeg ved, at de vil tage udfordringen op og føre Hirtshals Turistforenings store lokale indsats godt med ind i en ny struktur, slutter Jørgen Christensen.

Hirtshals Turistforening afholder generalforsamling mandag den 11. marts 2019 kl. 19.00 ved Restaurant Munch på strandvejen 31 i Tornby.

Medlemmer inviteres i den anledning til stegt flæsk & persillesovs kl. 18.00.
Tilmelding nødvendig inden den 5. marts på info@visithirtshals.dk.
Dagsorden ifølge vedtægter, som kan ses på www.visithirtshals.dk.
Forslag skal være foreningen c/o Hirtshals Turistbureau, Jyllandsgade 10, 9850 Hirtshals i hænde senest 5 dage inden generalforsamlingen.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments