Trist situation for BTI under Dana Cup

På grund af skærpede krav fra myndighedernes side bliver der ikke overnattende gæster fra Dana Cup på Bindslev Skole, hvilket økonomisk rammer BTI.

25
Snart er der igen mere liv på blandt andet Bindslev Skole. Foto: Arkiv.

Af forskellige årsager og angiveligt ændrede fortolkninger af reglerne fra myndighedernes side kan BTI ikke i år bruge en stor del af Bindslev Skole til indkvartering af gæster ved Dana Cup.

Eftersom Dana Cup stadig skal have minimum to busser kørende mellem Bindslev og Hjørring, har de valgt at bruge andre lokaliteter tættere på Hjørring, hvilket selvfølgelig rammer den lokale idrætsforening og ærgrer folkene i BTI.

– Derfor har vi takket ja til at passe Hjørring Private Real og Hjørring Stadion, hvor der skal bo cirka 320 piger. Der er rigtig mange nye ting, vi skal forholde os til, da vi selvfølgelig ikke kender lokaliteterne i forvejen, fortæller Arne Hartmann Pedersen fra BTI.

– Vi er nu ved at planlægge, hvordan vi skal indrette os på HPR. Vi håber, at de, der har sagt ja til at tage en vagt eller to, vil være positivt stemt over for at skulle køre til Hjørring for at tage en vagt, tilføjer Arne Hartmann Pedersen. 

– Det er dog klart, at vi vil være pressede på indtjeningen, da antallet af indkvarterede her er under halvdelen af dem, vi de sidste par år har haft på Bindslev Skole. Derfor appellerer vi til de medlemmer og forældre, som ikke har en vagt og har lyst til at hjælpe ved at tage en 4 eller 8 timers vagt på Handelsskolen, hvor Harken har indkvartering. På den måde vil BTI kunne tjene lidt ekstra penge ind, foreslår Arne Hartmann Pedersen.

Hvad angår såvel aftalte som nye vagter kan man kontakte Tina Haugaard på tlf. 4057 2513. Man vil så få en plan og en vejledning om, hvordan man finder informationen på skolen. 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments