Det er kun en uges tid siden, at en tysk turist omkom i Vesterhavet ved Sønderjylland. Der trak et revlehul manden til søs. Der er desværre nu igen stor risiko for, at de farlige revehuller opstår, lyder det fra TrygFonden Kystlivredning.
Det er kraftige bølger, der opstår på grund af pålandsvind, der skaber de potentielt livsfarlige revlehuller. Den kraftige vestenvind, som skabte aktive revlehuller i sidste uge, ser ud til at vende tilbage, så der er god grund til at være opmærksom på revlehuller.
– Vi har oplevet mange kraftige revlehuller i sidste uge, og der er fortsat risiko for revlehuller mange steder i landet. Vi opfordrer derfor til, at man er meget opmærksom på revlehuller i disse dage især langs de vestvendte kyster, hvor der er udsigt til kraftig pålandsvind, siger Anders Myrhøj, der er chef for drift og sekretariat hos TrygFonden Kystlivredning.
Sådan genkender du et revlehul
Revlehuller er skyld i ulykker hvert eneste år. De er i sig selv ganske ufarlige, hvis man kan undgå at gå i panik, når man pludselig driver flere hundrede meter ud i havet.
– Hvis man ved, hvordan man skal tackle et revlehul, kan det være ganske ufarligt. Det vigtigste er, at man undgår panik og ikke forsøger at svømme mod strømmen, men i stedet svømmer til siden og herefter ind mod land, siger Anders Myrhøj.
Et revlehul opstår, når bølgerne slår hul på de sandbanker , også kaldet revler, der ligger udfor kysten. Når der opstår et hul, starter det en kraftig strøm, der går fra stranden og ud i havet.
Arkivfoto: Øvelse med Hirtshals Redningsstation.