
SuperBrugsen Hirtshals er ejet af medlemmerne. Derfor bliver de en gang om året inviteret til årsmøde. Der er desuden sket meget det sidste år både med dagligvarehandlen og Coop.
Sidstnævnte har blandt andet indledt den hidtil største indsats for økologien, hvor visionen er at gøre økologi til hvermandseje. Derudover har Coop lanceret et Madmanifest, som er seks løfter om at skabe madglæde, smag og nydelse. Med andre ord er der større fokus på ansvarligt forbrug end nogensinde før.
– Vi glæder os derfor til at møde vores medlemmer og fortælle dem, hvordan det går med deres forretning. Medlemmerne skal vide, at når de handler hos os, så går overskuddet tilbage til dem selv og til samfundet, siger Nete Dalsgaard, der er formand for butiksbestyrelsen i SuperBrugsen i Hirtshals. På artiklens foto ses hun ved et vinarrangement i 2014.
Det er også på årsmødet, at medlemmer kan få indflydelse på den lokale butik. Alle, der har et Coop-kort, kan stille op til butiksbestyrelsen i SuperBrugsen i Hirtshals. Butiksbestyrelsen bakker op om butikken i lokalområdet.
Som medlem af butiksbestyrelsen er man med til at arrangere oplevelser og aktiviteter i og omkring butikken. Aktiviteterne handler ofte om bæredygtigt forbrug og sundhed.
SuperBrugsen Hirtshals holder årsmødet den 23. marts kl. 18.30 i Den Svenske Sømandskirke.
Det sker også på årsmødet i SuperBrugsen Hirtshals:
Umiddelbart efter årsmødet vil der være et super spændende foredrag med Christian Bitz, som er kendt fra diverse tv programmer.
Foredraget koster kun kr. 50,- . Billetter til foredraget kan købes ved kassen i butikken, hvor billetten til årsmødet også udleveres.