Det var Helle Greve Holm, som er næstformand i bestyrelsen ved Dagli’Brugsen, der fik idéen til Årets Far i Bindslev.
– Vi skulle selvfølgelig også have haft kåret Årets Mor, men jeg fik desværre idéen for sent, så det når vi næste år, fortalte Helle Greve Holm.
Det var bestemt også en velfortjent kåring, som var blevet udvalgt blandt 15 indstillede og kvalificerede af næstformanden og uddeler Klaus Kold.
Overrækkelsen fandt sted kl. 9.30, hvor Brian Jensen, som er far til to hold tvillinger på henholdsvis 3 og 6 år, idet de ældste faktisk har fødselsdag netop på denne dag, modtog en stor gavekurv.
I indstillingen hedder det blandt andet, at den udvalgte far rigtig tit er alene med de to hold tvillinger, da mor har natarbejde, men han klarer det hele flot og med børnene i højt humør.
– Stort tillykke med kåringen, som du i den grad har fortjent, sagde Klaus Kold, da han overrakte den indbydende kurv med masser af specialøl og rødvin til Brian Jensen.
FlaskePosten overværede overrækkelsen og ønsker tillige et stort tillykke til Brian Jensen.