Christian Engen er netop blevet kåret til Årets BTIer 2014. Det er vel at mærke en titel med stolte traditioner i Bindslev Tversted Idrætsforening.
Christian Engen er da også en vaskeægte BTIer, som i ungdomsårene spillede fodbold. Senere kom badminton til, hvorefter denne sportsgren blev den helt store interesse både som spiller og ikke mindst som træner og dommer, hedder det i begrundelsen for tildelingen, som er afsæt for denne artikel.
Christian Engen kom hurtigt med i bestyrelsesarbejdet i badminton, hvor han blev formand og var meget aktiv udadtil. Hirtshals Badminton havde svære tider, men han fik i en fart både ungdom og seniorer også derfra med ind i BTI, hvor de fremviste store resultater. I de år kom der også spillere fra Asdal og Sindal.
Et flot samarbejde fik han etableret med VBK. Vendsyssel Badminton Klub med fælles træning med de klubber, samarbejdet bestod af på ungdomssiden. Han var foregangsmand i at få badmintonstævner lagt i Tannisbugthallen. Der skulle være seks baner til disse stævner. Hallen fik plads til en ekstra bane. Han har været linjedommer til et af de store stævner, Danish Open i Brøndby, som han rigtig glædede sig til og den dag i dag husker tilbage på som en stor oplevelse. Christian Engen er også kendt for at skaffe velkvalificerede trænere til klubben.
Efter, at han fået to drenge, som spiller fodbold og badminton, samt ansættelse i DGI, fortsatte han som ildsjæl med den nye gren miniton, som er de mindste badmintonspillere med træning hver fredag, der nu på fjerde år er en kæmpe succes, hvor forældre er med. Stolt far er han, når han sammen med drengene kommer hjem med præmier efter at have siddet i mange haller i Nordjylland weekend efter weekend.
Inden for det sidste år har han været meget med inde i billedet til at få etableret den nye sportsgren havkajak i samarbejde med Poul Vilstrup. Der er næsten 50 medlemmer. Zumba er de sidste par år blevet en del af badminton. Nu arbejder han ihærdigt på, at spinning, løb og udendørs cykling kommer 100 procent i gang.
Christian Engen er også med i arbejdet omkring fitnesscenter, hvor hans mange ideer kommer til udtryk. Dette arbejde, håber de i BTI, kan blive færdiggjort foråret 2015.
Han er kendt for sit store badmintonarbejde over hele landet – ikke mindst i Nordjylland, hvor de gerne vil have ham ind i Badminton, Nordjylland. Han har prioriteret BTI, som hilses med glæde i Bindslev og Tversted.
Christian Engen sidder i dag i klubbens hovedbestyrelse og har godt nok været kåret til denne titel for mange år siden, men man kan ifølge klubben ikke forbigå ham i 2014 med den energi, han yder i BTI.
FlaskePosten ønsker i lighed med formand Bente Henriksen og alle andre i BTI et stort og velfortjent tillykke til Christian Engen.