
For Anne Kirstine er Årets Bjørn en anerkendelse af hele teamet bag 60+, fortæller hun selv. Anne Kirstine fortæller videre, at hun har leget med tanken om 60+ i flere år. Men af tidsmæssige årsager kom det til at ligge i dvale, indtil hun var ude af arbejdslivet. Anne Kirstine var i mange år koordinator i DGI.
Anne Kirstine har desuden været optaget af foreningslivet næsten hele sit liv, men dagen ”ude af arbejdslivet” kom endelig, og så skulle det prøves af, nemlig tanken om; hvad med senioridræt? Hvordan får vi 60+’erne i gang med at motionere og dyrke fællesskabet?
Kort før jul 2016 blev en initiativgruppe samlet. Folk som Anne Kirstine kendte godt blev samlet: Anne Kirstine selv som tovholder, Tage Jespersen, Kurt Bidstrup Kristensen, Sonja Hvims, Palle Madsen, Elsebeth Olesen, Agnethe Isbak og Kirsten Lind Thomsen blev alle en del af initiativgruppen.
Ved udgangen af 2016 delte initiativgruppen selv foldere ud til husstandene i Mygdal og Bjergby med opfordring til at komme til et informationsmøde mandag d. 9. januar 2017.
Forventningen var, ”kommer der max 20, inklusive os i gruppen er det fint”, men ikke færre end 62 friske seniorer dukkede op til mødet.
Der blev hentet rundstykker i Dagli’Brugsen af flere omgange. Alle de fremmødte blev bedt om at udfylde et skema med ønsker om aktiviteter og tilsagn om eventuel deltagelse. 56 personer meldte tilbage, at de var klar til start.
Kort efter var 60+ igang, og når man har betalt sit årlige medlemsskab, modtager man sin blå t-shirt med 60+ logo. I 2017 var der 84 betalende medlemmer og i 2018 har der været 75 medlemmer. Alle deltagere betaler et årligt kontingent på kr. 50,- + kr. 20,- pr. gang man deltager, noget der svarer til kontingenter i andre gymnastikaktiviteter. En positiv overraskelse har været, at der er mange mænd blandt deltagerne. Mændene har vist sig at være trofaste deltagere, der møder op, hvis muligt.
Det har været vigtigt for holdet bag 60+, at også seniorer bidrager praktisk og økonomisk til fællesskabet i idrætsforening og at 60+ gerne skal være et aktiv for foreningen. For den nette sum man betaler, får man hver gang kaffe og rundstykker, et par fællessange, samt de aktiviteter man nu selv har lyst og overskud til. Man er på ingen måde bundet af andet end sin egen lyst, kræfter og tid.
”Der har ikke været andet end god opbakning fra BMI’s side,” fortæller Anne Kirstine. ”Vi hører pt under gymnastikudvalget, som er fantastiske til at få sendt instruktører på diverse kurser for ny inspiration. Ligesom der har været god opbakning til at få de nødvendige rekvisitter.”
Fra januar 2019 er 60+ klar til at flyve solo, som selvstændig afdeling under BMI. Der holdes kun en lille sommerpause og en kort pause til jul.
Anne Kirstine selv fortæller, at hun nærmest er vaccineret med en loyalitet til at deltage, når nogen bruger tid på at arrangere noget for andre. Fællesskabet, Højskolesangbogen og Dannebrog har været en følgesvend hele hendes liv.
60+ programmet for mandagene er:
9:15- 10:00 er der kaffe og rundstykker + fællessang i cafeteriaet.
10:00-10:15 fællesopvarmning.
10:20-11:30 forskellige aktiviteter
Aktiviteter kan være krolf som er en udendørsaktivitet som har været en stor succes og har hele 2 baner på plænen ved skolen. Nogle spiller kortspil, der er traveture i området, og hver mandag er der gymnastik under ledelse af Gudrun Sommer, som har været særdeles trofast som instruktør.
Derudover kan der være badminton og seniorfodbold i hallen.
60+ indbyder først og fremmest til aktiviteter der kræver bevægelse og fællesskaber. Men det står alle frit for at deltage på det niveau man kan holde til, tage pauser som man vil.
Man er også velkommen til bare at komme til kaffen og fælleshyggen, hvis tiden eller kræfterne ikke rækker til mere.
Hjemmeside: https://bjergby-mygdalif.dk/
Email: gymnastik@bjergby-mygdalif.dk