Havneadministrationsbygningen pryder forsiden af dette års Fra egnens fortid. Det er ikke uden grund, oplyser Susanne Fibiger, der er formand for Skriftudvalget i Lokalhistorisk Selskab for Hirtshals og Omegn.
Bekymringen er stor for, at dette bevaringsværdige hus skal rives ned for at give plads til et supermarked. Bygningen blev opført som den første etape af det havnebyggeri, som skabte byen Hirtshals. Derfor er den blevet betegnet som byens dåbsattest.
Sammen med Fyret og Hirtshals Kro udgør Administrationsbygningen byens absolut vigtigste bygningsværk, der i mange år fungerede som station og posthus. Lokalhistorisk Selskab håber derfor meget naturligt, at Hjørring Kommune vil forstå, hvor vigtigt et spor denne bygning er for historie og identitet i Hirtshals.
Hirtshals Kro er ligeledes i fokus, om end ikke fordi den er truet, men fordi det er 100 år siden, at Jakob og Kathrine Jensen flyttede ind. Familien driver fortsat det, som blev kaldt kroernes kro af forfatter Knud Poulsen.
Artiklerne under For hundrede år siden er taget til, dels skete der lige så stille mere på stedet, dels har man bedre kilder fra tiden. I år er dette afsnit øget væsentligt, og der er ingen tvivl om, at det vil fortsætte de næste mange år. Her kan man læse om Tage Jensen, der anså Hirtshals for at være et adelsmærke. Her var fremgang og initiativ.
Den store verdens begivenheder ramte egnens kyster under Englandskrigen. I år er det 200 år siden, at krigen sluttede og det forsvarsværk, der lå i Kjul, blev nedlagt.
Årbogen indeholder endvidere historier om fundet og forliset af det hollandske orlogsskib ”Zierikzee”, skolegang i 30’erne og Årets By i 1989 samt meget mere.
Med Selskabets udgivelse både af denne omfangsrige årbog og af kalenderen bidrager man med at sætte spor om fordums begivenheder og tildragelser.
Mange både lokalt i byen og dens omegn samt i det store udland med rødder her venter spændt hvert år på indholdet af denne bog, der bliver trykt i 1000 eksemplarer.
FlaskePosten har fra Susanne Fibiger modtaget et fortryk, men ser frem til at omtale bogen grundigere, når den afsløres ved en reception 21. november på Hirtshals Kro.