Åbent hus og julemarked på Ældrecenter Lynggården

Afdelingsleder Irene Holm Mikkelsen benytter lejligheden med denne invitation til at takke de mange frivillige, der bidrager til at forsøde livet for beboerne på Lynggården..

26

Lynggården vil holde åbent hus og samtidig afvikle et lille julemarked den 3. december kl. 14.00 til 17.00. Alle er i den forbindelse velkomne til at kigge ind på Ældrecenter Lynggården.

– Vi har forskellige boder, og der kan eventuelt være plads til enkelte flere, hvis nogen er interesseret. Vores bruger og pårørende råd sælger denne dag æbleskiver og gløgg, fortæller afdelingsleder Irene Holm Mikkelsen.

Der vil også være amerikansk lotteri. Her er det Olga Larsen fra Lynggårdens Venner, der gør et rigtig stort stykke arbejde, idet hun går rundt til alle byens butikker og hører, om de vil sponsorere gevinsterne.

– Tusind tak til alle dem, der bidrager. Vi vil også gerne takke Fiskekrogen for deres flotte donation på 10.000 kroner, som gjorde det muligt, at vi kunne købe en cykel mere. De havde nemlig lagt mærke til, at vi ofte cyklede rundt i byen på duo og rickshaw cyklerne. Det kan vi takke vores helt fantastiske cykelpiloter for. De kommer med faste intervaller næsten uanset vejr og vind, så stor tak til Trine, Mogens og Peter, fastslår Irene Holm Mikkelsen.

– Holm, der er vores kørestolspilot, har også gjort en hel verden til forskel for nogle af vores beboere, der pludselig kunne komme ned til Trappen og kigge ud over vandet og op igennem gågaden og få en is, det bringer virkelig lykke. Vores frivillig Hanne, der kommer en fast ugedag og ellers hvis vi ringer, hvor hun hygger om og læser, synger og snakker med beboerne, det er så fantastisk at få et frisk pust udefra, fortsætter, Irene Holm Mikkelsen.

De pårørende ikke mindst, der humørfyldt møder op til fester og arrangementer, men også deltager aktivt i deres forældres, ægtefællers. brors eller søsters daglige liv, får en stor tak med på vejen.

– En stor tak til manden, jeg ikke kender navnet på, men han kommer cyklende her til Lynggården med ribs. Så får vi rysteribs til aftensmaden. Vi har også fået rigtig meget æblekage denne sommer og ugeblade, så der er lidt læsestof siger Irene Holm Mikkelsen.

– Det er vi alt sammen rigtig glade og taknemmelige for, da det alt sammen gør livet på Lynggården til en meningsfyldt og positiv hverdag. Overskuddet fra alle vores arrangementer går til vores herlige busture, is, fiskeretter og hvad ellers beboerne har lyst til, lyder det afslutningsvis fra Irene Holm Mikkelsen.

Har du måske overvejet, at du kunne tænke dig at blive frivillig og være fløde på mælken i beboernes hverdag, så har du mulighed for at få en snak med Irene Holm Mikkelsen og høre mere om, hvordan det fungerer. Ring på tlf. nr: 72 33 51 41.

Foto: Arkiv.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments