Åbent brev til statsminister Lars Løkke Rasmussen

Efter regeringens udspil dags dato på skoleområdet har Jakob Gislund, som er lærer og tillidsrepræsentant på SkoleCenter Hirtshals, skrevet et åbent brev til statsminister Lars Løkke Rasmussen.

58

Kære Lars Løkke

Jeg har åbenbart ikke passet mit job som lærer. Jeg arbejder på en af de skoler, hvor du har proklameret, at vi tilsyneladende har givet op.

Jeg skal sige dig, at vi hver eneste dag gør vores allerbedste for at løfte de elever, der går på vores skole. Sammen med forældre og elever.

Vi scorer muligvis ikke de højeste karakterer i de nationale tests. Men helt ærligt, har du set, hvad elever i 2. klasse bliver spurgt om? Og mener du helt ærligt, at en test giver det eneste retvisende billede af et menneske?

Du skal være velkommen forbi min skole, hvor jeg med største glæde vil vise dig, hvorledes vi hver eneste dag kæmper for hvert af vores børn. Trods nedladende bemærkninger fra landets chef, der burde tale folkeskolen op i stedet for det modsatte.

Og helt ærligt, du gav friskolerne en blanco-check på 500 mio kroner, men før at folkeskolen kan få del i en meget lille pulje penge, så skal der bevises en effekt. Altså en bagudbetaling.

Vi kunne jo beslutte os for at undervise vores elever i at gå til tests. Men det er jo ikke folkeskolens opgave.

Med venlig hilsen
Jakob Gislund
Lærer og tillidsrepræsentant
SkoleCenter Hirtshals

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments