Åbenhjertig manual til Caminoen

Lokale Simone Jespersens debut som forfatter er på én og samme gang en meget personlig og informativ bog om en ung kvindes vandring ind i voksenlivet på en strabadserende 800 kilometer lang gåtur på Caminoen.

542

Unge Simone Jespersens debut med Kvartlivskrise på Caminoen – Om at vandre sig til svar på livets store spørgsmål er allerede blevet præsenteret her på netavisen i form af pressemeddelelsen fra Muusmann Forlag.

Pressemeddelelsens præsentation er i og for sig både nøgtern og rammende i beskrivelsen af det vellykkede bogprojekt, hvilket ikke er så overraskende, da formålet med den slags i sagens natur er at sælge produktet.

Efter at have modtaget og læst anmeldereksemplaret fortjener bogen imidlertid lige et par vurderende ord mere med på vejen. Modsat så mange andre bøger i samme ofte letbenede genre præsterer den lokale forfatter nemlig at grave flere spadestik dybere.

Der er således på den ene side tale om en traditionel rejsehåndbog med alskens rigtig gode råd og fornuftige vejledninger om alt fornødent, men samtidig fletter Simone Jespersen både elegant og modigt alle sine personlige erfaringer ind, mens hun med narrativ elegance udfolder den lange og intense vandring på Caminoen.

Det er i møderne med andre undervejs på Caminoen, at indsigterne indfinder sig for unge Simone Jespersen.

Fra det indledende og oplagte citat af Søren Kierkegaard om lysten til at gå og udbyttet deraf til de 10 opsummerende bud på, hvad den unge kvinde har lært ligger nemlig den særdeles åbenhjertige og modige fortælling i form af en klassisk dannelsesrejse, som er så velkendt i litteraturhistorien.

På forhånd vil en pilgrimsrejse som den foreliggende nok for mange lyde som noget med stille ensomhed til eftertanke, hvilket kun er den halve sandhed, for det er især møderne undervejs med andre mennesker, der kaster de dybeste indsigter af sig.

Pilgrimmens kvartlivskrise finder kort fortalt sin forløsning i erkendelsen af, at hendes egen eksistentielle krise og de mange spørgsmål slet ikke er særegne, men netop alment menneskelige og skal tackles undervejs i tilværelsen.

Livet skal leves forlæns, men forstås baglæns, sagde som bekendt også Søren Kierkegaard.

Man kan også følge forfatteren på bloggen her: Simone Jespersen


Link til tidligere artikel

Simone Jespersen klarede kvartlivskrise på Caminoen

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments