A Star is Born i Lønstrup Café Bio

Bradley Coopers instruktørdebut får tårerne til at trille med en klassiker-opdatering, der er fornyende i skildringen af en alkoholiseret musiker og hans store kærlighed.

462

Lønstrup Café Bio viser mandag den 25. marts kl. 19.30 den meget roste romantiske amerikanske film »A Star is Born«. Instruktør: Bradley Cooper. Filmen vises også den 26., 27. og 28. marts kl. 19.30.

I den romantiske film ‘A Star Is Born’ forelsker en stor musikstjerne sig i en ung talentfuld kvinde, som han hjælper med at blive berømt, samtidig med at han kæmper med et alkoholmisbrug. Dramaet er den tredje genindspilning af klassikeren fra 1937.

Filmen handler om en rock’n’roller, Jackson Maine, der er på højden af sin ydeevne, men som er plaget af tinnitus og druk.

Under en våd nat i byen møder han en ung sangerinde, Ally, der optræder på en drag-bar, og han falder for stemmen og kvinden. I takt med, at han lokker performeren frem i hende, synker han selv ned i et sort hul. Da de for længst er blevet et par, og hun skal på scenen og modtage sin første Grammy, skaber han en skandale. Hvad skal det dog blive til med dem?

Der er en dejlig fornyelse i beskrivelsen af misbrug på film, der i årtier, hvis ikke ligefrem altid, har været styret af den samme monotone håbløshed. Når først narkoen eller sprutten får fat, forsvinder karakterens særpræg ned i en kloak, og alt følger den samme trælse deroute. Her går A Star Is Born nye veje, fordi den får fat i Jack, inden alkoholen har slettet alle personlighedsspor.

Men filmen står og falder med Lady Gaga – popstjernen, som Bradley Cooper har formet til filmstjerne – der fermt spiller Ally, som bliver superstar ved Jacksons mellemkomst. Da vi møder hende første gang, synger hun Edith Piafs La Vie en rose, og da først Jack har bragt kunstneren i hende helt frem på scenen, bliver hun overtaget af en manager, en stylist – og en koreograf.

Fra nogle stærkt Carole King-inspirerede sange vrikker hun pludselig rundt som Britney Spears, og da hun tilsyneladende genfinder sig selv efter sin stilmæssige vildfarelse, er det med orange Gaga-hår, selv om musikken stadig er mere forankret i 90’ernes dansepop end i singer-songwriting.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments