
Ved familiearrangementet den 12. juli vil man i vandkanten kunne fange smådyr med rejehov.
– Fangsten vil blive undersøgt, og der bliver givet en forklaring på, hvorfor rødspætten er flad og rejen er rød og om krabben kan gå ud af sit gode skind, fortæller Per Vestermark Nielsen fra Skoletjenesten hos Vendsyssel Historiske Museum.
Til smagsprøver vil der blive stegt, kogt, røget og saltet fisk på både fortidig og nutidig vis . Det vil også være muligt at deltage i ravjagt og ”gæt en fisk”.
Man kan mellem kl. 14.00 og 18.00 deltage aktivt med børn og børnebørn og selv stege fisk eller bage snobrød. Eller man kan sidde mere tilbagelænet med medbragt kaffe og nyde det forhåbentligt gode vejr og de mange aktiviteter. Endvidere vil det gamle redningshus være åbent. Her kan man få noget mere at vide om fiskeriet i gamle dage.
Det hele er sat i værk i et samarbejde mellem Vendsyssel Historiske Museum, Hjørring Kommunes Skoletjeneste, Lønstrup Fiskeriforening og Nordsøen Oceanarium.
Hertil kommer et bidrag fra Feriepartners Oplevelsespulje.
Foto: Hans Hunderup.





















































